Australien slukkede Syriens VM-drømme

0

Australien er klar til to afgørende playoff-kampe i november, efter de slog Syrien 2-1 efter forlænget spilletid. Tim Cahill scorede begge Australiens mål.

Australien og Syrien skulle i dag dyste om en plads i den afgørende playoff-runde, hvor nummer fire fra den nord- og mellemamerikanske VM-kval venter.

Første opgør i Malaysia, hvor Syrien havde ageret hjemmehold, var endt 1-1, så Australien var favoritter til at snuppe den samlede sejr.

Ikke desto mindre bragte gæsterne sig i front allerede efter fem minutter ved Omar Al Soma. Føringen holdt dog kun indtil det 13. minut, hvor veteranen Tim Cahill udlignede for australierne.

Så stod der sammenlagt helt lige, og da der ikke blevet scoret yderligere i løbet af kampen, skulle de to mandskaber ud i forlænget spilletid.

Kort inde i forlængelsen fik Australien en fordel, da Syriens Mahmoud Al Mawas modtog sit andet gule kort og måtte forlade banen før tid.

Der skulle heller ikke gå lang tid, før værterne udnyttede overtallet. Ti minutter før den forlængede spilletid var færdigspillet, var Cahill nemlig på pletten igen og gjorde det til 2-1.

Det formåede Syrien ikke at svare igen på, hvorfor deres VM-drømme nu er slukket, mens Australien altså skal spille to playoff-kampe i november, hvor enten USA, Panama eller Honduras venter.

Hvad er din kommentar?