Griezmann og Giroud sparkede Frankrig til VM – playoff venter Sverige

0

Efter en tam indsats vandt Frankrig 2-1 mod Hviderusland og bookede VM-billetten. Sverige tabte samtidig 2-0 til Holland, men er alligevel klar til playoff.

Frankrig kunne hjemme på Stade de France booke VM-billetten med en sejr mod Hviderusland. Samtidig ville en fransk sejr betyde, at Danmark ville blive seedet i den kommende playoff-runde.

De franske værter satte sig fra første fløjt på opgøret, men først efter 20 minutter blev de rigtig nærgående. Et indlæg fra højrekanten ramte pandebrasken på hovedstødsstærke Olivier Giroud, som dog måtte se sit forsøg prelle af på overliggeren.

Godt fem minutter senere var træværket til gengæld ikke i vejen, da Blaise Matuidi spillede Antoine Griezmann fri. Alene med den hviderussiske keeper var Atletico Madrid-stjernen iskold. 1-0 til Frankrig.

Kort efter blev også 2-o til værterne, da en stor opspilsfejl fra Hviderusland blev opsnappet af Griezmann, som omgående fandt Giroud, der gjorde det til 2-0.

Frankrig var i fuld kontrol, men kort før pausen lukkede de alligevel hviderusserne ind i kampen, da Anton Saroka kom først på et fladt indlæg og sparkede bolden forbi Hugo Lloris til 2-1, der var stillingen ved pausen.

2-1 ville stadig sende Frankrig til VM, men 20 minutter inde i anden halvleg var det rigtig, rigtig tæt på, at Hviderusland ganske overraskende fik udlignet.

Efter et fornemt kontraangreb endte bolden inde i det lille felt, hvor Saroka stod fuldstændig udækket. Men helt utroligt formåede den hviderussiske angriber ikke at blive dobbelt målscorer, da han sparkede forbi kassen.

Franskmændene slap dog med skrækken, og selvom Hviderusland i overtiden igen var tæt på at udligne, lykkedes det ikke. Derfor vandt Frankrig uden at imponere 2-1, hvilket sikrer dem deltagelse ved næste års VM-slutrunde.

Det betyder som tidligere nævnt også, at Danmark nu er sikre på at blive seedet i playoff-runden.

Gruppens andet opgør stod mellem Holland og Sverige, hvor det så mere end umuligt for hollænderne, som skulle vinde med hele syv mål for at skubbe svenskerne væk fra gruppens andenplads.

Og det skete ikke, selvom Arjen Robben med to scoringer i første halvleg gjorde sit. Men da der ikke blev scoret yderligere i de sidste 45 minutter, endte det 2-0 til Holland, som altså betyder, at Sverige snupper den playoff-givende andenplads.

Hvad er din kommentar?