Jesper Simos blog: Mit tilbageblik på VM 2014

0

Jesper SimoVM-guide.dk’s blogger, Jesper Simo, der er kendt fra Canal 9 og Canal 8, har skrevet et blogindlæg, hvor han sætter sit punktum for VM 2014 i Brasilien. Han deler sit tilbageblik her.

Det er i skrivende stund 15 dage siden, at Tyskland for første gang kunne løfte VM-trofæet som forenet nation. Både i 1954, 1974 og 1990 var det som bekendt den vestlige del af vores naboer mod syd, der strøg helt til tops. Tyskland har heldigvis i snart mange år været en samlet enhed, og meget passende var det netop enheden – holdet – der i sidste ende sikrede Jogi Löws mandskab en fuldt fortjent VM-triumf i Brasilien.

For fire år siden forfattede jeg et tilbageblik på VM-slutrunden i Sydafrika, og dengang må jeg erkende, at jeg var en anelse skuffet over løjerne i sommeren 2010. Dette skyldtes ikke mindst en kropumulig bold samt verdens værste musikinstrument, vuvuzelaen, der pakkede samtlige 64 opgør dengang ind i en infernalsk larm.

Her i 2014 sidder jeg tilbage med en langt bedre følelse. Alt i alt fik vi en meget flot slutrunde. På min personlige VM-rangliste lander turneringen på en flot tredjeplads bag Frankrig 1998 og Tyskland 2006.

Uden at jeg vil gennemgå samtlige opgør, så lad os da bare starte med åbningskampen mellem Brasilien og Kroatien. En meget underholdende affære, hvor brasilianerne fik et gevaldigt chok kort inde i kampen, da Marcelo lavede selvmål. Værtslandet fik samlet sig selv op og vandt 3-1, men de var uhyggeligt heldige med et rasende tyndt straffespark, som den japanske dommer af uransagelige årsager tildelte dem i 2. halvleg.

Generelt kom vores venner i sort lidt skidt fra land. Allerede på turneringens andendag fik Mexicos Giovani Dos Santos underkendt hele to korrekte scoringer i kampen mod Cameroun. Generelt synes jeg dog, at der var mange fine dommerpræstationer, så det er ikke noget, jeg vil hænge mig specielt meget i. Og dømt er jo også dømt.

Slutrunden her var jo som bekendt også den første, hvor den meget omtalte mållinjeteknologi endelig skulle stå sin prøve. Systemet er dyrt, men det fik heldigvis også bevist sit værd i gruppekampen mellem Frankrig og Honduras. Karim Benzemas stolpeskud ramte ind i keeperen, som lige præcis ikke formåede at holde kuglen ude af kassen. De langsomme gengivelser fra alverdens vinkler gav egentlig mest indtryk af, at bolden ikke var inde, men af netop denne årsag er det jo fantastisk, at vi nu endelig har fået hjælp af teknologien.

Hvis vi lige skal afrunde gruppespillet, så var det – med afstand, synes jeg – det bedste i mange, mange år. Der blev spillet rigtig friskt til, og målene raslede ind. Hvis jeg ikke husker galt, så lå vi før knockout-fasen med et snit på hele 2,83 – det bedste VM-gennemsnit siden Mexico 1970. Desværre stoppede festlighederne ret gevaldigt, da der for alvor kom noget på spil for de 16 nationer, som avancerede til 1/8-finalerne. I alt endte vi i øvrigt på 171 scoringer, hvilket er lige så mange som i Frankrig tilbage i 1998 (dermed en tangering af det mest målrige VM i tiden med 32 hold).

Det er altid sjovt, når der sker overraskelser ved et VM. Omvendt må der heller ikke komme alt for mange, for så ryger der ganske enkelt for meget kvalitet ud af slutrunden (VM 2002 er et godt eksempel på dette). Brasilien 2014 bød efter min smag på tilpas mange overraskelser. Størst af alle var selvfølgelig Costa Rica, der som det første hold nogensinde var havnet i pulje med hele tre tidligere verdensmestre i form af Italien (1934, 1938, 1982 og 2006), Uruguay (1930 og 1950) samt England (1966). I mit preview skrev jeg, at de ”med statsgaranti” ville ryge ud. Jeg må jo bare krybe til korset og indrømme, at jeg tog grueligt fejl. Så stort tillykke til Bolaños og co. med den forrygende indsats, der fuldt fortjent kastede en kvartfinale af sig. Derudover skal der lyde store roser til hold som Mexico, Chile, USA, Algeriet og ikke mindst Colombia, der alle leverede nogle fornemme præstationer ved slutrunden.

Mens ovenstående nationer bidrog med en række mandskaber, der overraskede, så var der naturligvis også en række hold, der faldt godt og grundigt igennem i Brasilien. Størst var chokket naturligvis over, at de dobbelte europamestre og forsvarende verdensmestre fra Spanien allerede røg ud i gruppespillet. Rent faktisk måtte Vicente del Bosques drenge allerede takke af efter blot to kampe; 1-5-afklapsningen til VM-sølvvinderne fra 2010, Holland, og 0-2-nederlaget til det meget positive bekendtskab fra Chile. Jeg havde ikke forventet, at Spanien ville vinde endnu en slutrunde – ganske enkelt på grund af afmatning – men det var alligevel en overraskelse for mig, at de ikke havde mere at komme med end som så.

Som jeg var inde på tidligere, så formåede knockout-fasen desværre ikke at leve op til det meget høje underholdningsniveau i gruppespillet. Dette skyldtes naturligvis til en vis grad, at der pludselig er ekstremt meget på spil for holdene. Men derudover var problemet også, at der generelt blev lagt en alt for blød linje fra dommernes side. Jeg kan godt lide, når fodboldkampe ikke bliver styret af en dommer, der smider om sig med kortene, men ved VM 2014 var der simpelthen for langt ned i lommen hos rigtig mange af opmændene. Det betød eksempelvis, at kvartfinalen mellem Brasilien og Colombia bestod af hele 54 frispark, hvilket var med til at forkorte den effektive spilletid til blot 41 minutter (til sammenligning var der 51 minutters effektiv fodbold i kvartfinaledysten mellem Tyskland og Frankrig). Ydermere blev det ganske enkelt for ”gratis” at gå hårdt til kreatører som Neymar og James Rodríguez, som jo ellers normalt vil kunne bidrage til de kreative elementer, som ofte er med til at skabe en underholdende fodboldkamp.

Slutkampene fik dog et gevaldigt løft, da hele verden blev vidne til dét, der vel med rette kan betegnes som VM-historiens største chok: Tysklands 7-1-massakre mod værtslandet Brasilien i semifinalen. Uden rygskadede Neymar og karantæneramte Thiago Silva havde mange vel en fidus til, at Tyskland godt kunne stryge i finalen. Men at kampen, og især den første halve time, skulle udvikle sig så surrealistisk, som det var tilfældet, havde absolut ingen vel forestillet sig. Der blev inden VM talt om det nationale traume, som det var for Brasilien at smide VM-guldet på hjemmebane til Uruguay i 1950. Den plet skulle vaskes væk med VM-guld i år, men sådan gik det altså langt fra. I min optik er det her rent faktisk værre, fordi der var tale om en decideret ydmygelse. En ydmygelse, der var så voldsom, at det har gjort – og i mange årtier vil gøre – ondt helt ind i den brasilianske folkesjæl.

Forhåbentlig bliver der dog også plads til at føle lidt glæde og stolthed over et flot afviklet VM. Copacabana var dag efter dag propfyldt med festglade fodboldfans, Brazuca-bolden afførte ingen klager, og bortset fra de forventede varmeproblemer, blev kampene afviklet på forbilledlig vis.

Alt i alt var Brasilien 2014, hvad jeg på forhånd havde håbet på. Jeg ser nu frem mod Rusland 2018, hvor jeg på forhånd tillader mig ikke at skrue forventningerne lige så højt op. Men det er en anden historie.

Tak for denne gang.

Hvad er din kommentar?