Jesper Simos blog: Et verdensmesterskab i penge og politik

0

VM-guide.dk’s blogger, Jesper Simo, der er vært og kommentator hos Eurosport, har skrevet et blogindlæg, hvor han forholder sig til den nye VM-struktur, der venter om knap 10 år.

Om knap ti år ændrer FIFA's verdensmesterskab sig som vi har kendt det siden den forrygende slutrunde i Frankrig tilbage i 1998. Præsident Gianni Infantino skulle ikke bruge mange måneder i sit nye embede, før han indfriede et af sine klareste valgløfter: En udvidelse af VM.

Med andre ord bliver Rusland 2018 og Qatar 2022 sidste gang, at vi kommer til at få glæde af formatet med 32 hold fordelt på otte puljer. I 2026 tjekker intet mindre end 48 lande ind til verdens største og mest prestigefyldte fodboldfest. Jeg bruger bevidst betegnelsen ”få glæde af” i forrige sætning, for efter min mening har jeg overordentligt svært ved at se den sportslige berettigelse, som de yderligere 16 hold har ved VM-slutrunden. Rent faktisk kan jeg ikke se berettigelsen overhovedet.

Men lad os i første ombæring se på udvidelsen ud fra et økonomisk synspunkt. FIFA anslår, at de vil kunne tjene omtrent $1 mia. ekstra pr. slutrunde. Det er også en slags penge. Derudover kommer naturligvis øget interesse på længere sigt hos nogle af de mere perifere lande, som lige pludselig kan skimte en langt mere farbar vej til rampelyset. Især vil FIFA håbe at se Kina kvalificere sig. Fodbolden boomer som bekendt i disse år i en uhyggeligt pengestærk liga, og hele målet med de mange store signinger er i sidste ende at løfte niveauet hos de kinesiske spillere, hvilket så skal komme landsholdet til gode.

Politisk set kommer udvidelsen heller ikke på nogen måde som noget chok. Infantinos overraskende overgang fra UEFA-generalsekretær til afløser for skandaleombruste Sepp Blatter indebar som nævnt tidligere et klart løfte til de mindre konføderationer om at skabe en større VM-slutrunde. FIFA kører med et fladt demokrati, så hvis eksempelvis de tre seneste verdensmestre, Italien, Spanien og Tyskland, stemmer imod en udvidelse, så vægter de stemmer præcis lige så højt - eller lavt, om man vil - som dem fra Fiji, Sierra Leone og Bahrain. Og da FIFA består af over 200 medlemslande, så er dette udfald en naturlig konsekvens af den afstemning, som ledelsen i organisationen foranledigede med forslaget om 48 hold.

Men er det ikke fair nok, at lande som for eksempel Kina, Uganda og De Forenede Arabiske Emirater nu pludselig kan skimte chancen for en VM-slutrunde. Jo, set fra deres perspektiv, men fra et fodboldmæssigt, så kan jeg ikke se logikken. Jeg synes jo, at vi i årene med 32 mandskaber har set talrige eksempler på at, på papiret, mindre nationer pludselig er trådt frem på den store scene og har imponeret; Sydkorea og USA nåede henholdsvis semi- og kvartfinalen i 2002, Ghana var en håndboldredning fra Luis Suárez fra at sende Uruguay ud i kvartfinalen i 2010, og senest så vi Costa Rica være en vundet straffesparkskonkurrence fra en semifinale mod ingen ringere end de dobbelt verdensmestre Argentina ved slutrunden i 2014.

Den store fare, som jeg ser det, er naturligvis ligegyldige kampe i turneringens indledende fase. Personligt ser jeg alle de VM-kampe, jeg kan komme i nærheden af, men jeg tilhører nok mindretallet i den henseende. Fra seneste turnering må gruppekampe som fx Elfenbenskysten-Japan, Honduras-Ecuador og Iran-Nigeria nok betegnes som opgør for nørderne. Og det bliver ikke ligefrem mere interessant med tanke på de kampe, vi kan se frem til fra 2026 og i VM-årene derefter. Interessen for en FIFA World Cup vil selvfølgelig altid være absolut massiv, og det kunne selv en udvidelse til 128 hold ikke ændre på, men på længere sigt tror jeg bare, at FIFA skal passe på, at de ikke fuldstændig udvander en turnering, der kan fejre 100-års jubilæum om blot 13 år.

Men nu er udvidelsen vedtaget, og så kan vi indlede endnu et politisk magtspil, for hvilke konføderationer kommer så til at få størst glæde af det nye VM-format? Set ud fra et sportsligt perspektiv ville det oplagte naturligvis være at kigge i retning af Europa (UEFA) og Sydamerika (CONMEBOL), men det kommer ikke til at være tilfældet. I talende stund går rygterne på, at Europa blot får tre ekstra pladser, således at lande fra vort kontinent i alt kommer op på 16 hold.

Nej, de sande vindere her er CAF, AFC og CONCACAF, der repræsenterer henholdsvis Afrika og Asien samt Nord- og Mellemamerika. Dertil kommer OFC, hvor vi finder det eneste hold fra Oceanien, der har noget som helst at gøre ved et VM: New Zealand. Kiwierne har i snart mange år haft fri passage til en interkontinental VM-playoff, da Australien har sluttet sig til AFC for at øge egne evner, hvilket i øvrigt er lykkedes for Socceroos.

Den passage fører nu – med overordentlig stor sandsynlighed – direkte til et verdensmesterskab. Med andre ord vil jeg godt kalde New Zealand for én af de absolut mest sikre VM-deltagere fra 2026 og frem. Dette er et meget godt billede på det mærkværdige ved den her udvidelse ud fra det sportslige synspunkt. Et andet kan findes i det faktum, at CONCACAF fra 2026 – hvis de nuværende rygter om fordelingen af pladser ellers holder stik – kan se frem til flere deltagere end CONMEBOL, der ellers pryder ni pladser på listen over tidligere verdensmestre (Uruguay 1930 og 1950, Argentina 1978 og 1986 og selvfølgelig rekordholderne Brasilien med 1958, 1962, 1970, 1994 og 2002).

Der har i mange år været brok fra især CAF og AFC over det faktum, at de hver især blot har haft en håndfuld mandskaber med. Personligt savner jeg blot at se evidens for, at de har fortjent mere. Som nævnt tidligere nåede Sydkorea på flot vis frem til semifinalerne på eget græs i 2002 – i øvrigt vældig godt hjulpet på vej af nogle groteske dommerkendelser i både 1/8-finalen mod Spanien og kvartfinalen mod Italien, men det er en anden snak. Senegals kvartfinalister leverede i øvrigt et vældig flot aftryk ved selvsamme turnering, men helt generelt har der bare været for langt mellem højdepunkterne fra de konfederationer, der nu bliver belønnet af Infantino og resten af FIFA-toppen.

Jeg forstår godt de lande, der kigger mod Europa og frustreret konstaterer, at vi har næsten tre gange så mange lande med til VM som dem. Jeg synes bare, at det havde givet meget mere mening at løse den problematik ved at lave flere interkontinentale playoff-kampe. Lige nu fungerer det sådan, at nr. 4 fra CONCACAF møder nr. 5 fra AFC, og nr. 1 fra OFC (læs New Zealand) møder nr. 5 fra CONMEBOL. I Europa afgør vi sagerne internt; de otte bedste toere mod hinanden for at gøre alle gruppevinderne selskab ved slutrunden. Hvorfor ikke sløjfe de interne playoff-opgør og i stedet gøre det til et globalt anliggende? Det ville også puste noget kærkommen spænding ind i den ellers lidt tørre landskampstermin, der typisk ligger placeret i marts måned i et slutrundeår. En ændring som denne ville selvfølgelig betyde, at vi skal vente lidt længere med at få trukket lod til slutrunden, men der bør stadig være nok tid for deltagerne at forberede sig til de kommende modstandere.

Men hvis jeg skal skære ind til benet, så er min største anke mod udvidelsen faktisk ikke de 16 ekstra hold, selvom jeg på ingen måde bakker op om beslutningen. Nej, det er derimod Infantinos misfoster af et gruppespilsformat, der vækker nogle forfærdelige billeder i mit hoved. Den nuværende plan er at dele de 48 kvalificerede lande op i 16 grupper á tre (!) hold, hvor de to højest rangerede avancerer til 1/16-finalerne. Tallet 3 bør med det samme få en rød lampe til at blinke. Det er aldrig godt at have en oversidder i fodbold, og slet ikke i et kort gruppespil som det foreslåede. Lad mig give et eksempel, som jeg også tillod mig at smide op på min Twitter tilbage i januar efter vedtagelsen af VM-udvidelsen:

Vi befinder os i gruppe P (ja, P... som i eksempelvis pengegrisk), hvor Sverige, USA og Algeriet har fornøjelsen af hinandens selskab. I første runde spiller Sverige og Algeriet 1-1, mens USA sidder over. I anden runde tager svenskerne en slapper på deres hotel, mens de bevidner amerikanerne slå Algeriet 1-0 på et mål af den 37-årige veteran Jozy Altidore. I sidste runde må Algeriet se magtesløse til; de stirrer direkte ind i et scenarie, hvor uafgjort vil sende både Sverige og USA videre.

Scenarier som det ovenstående kommer vi til at se alt for mange eksempler på i det nye VM-format. Bevares, klassiske formater med 16 og 32 hold er heller ikke 100 procent fejlfrie (spørg bare en hvilken som helst fodboldinteresseret italiener, om han eller hun har glemt 22. juni 2004), men du inviterer nærmest til de her ufavorable situationer med en oversidder i så kort et gruppespil. Hvis jeg overhovedet skulle kunne bakke op om Infantinos idé om et gruppespil med 16 grupper, så skulle det kun være gruppevinderen, der avancerede. Så er man da i det mindste sikker på, at to hold ikke kan dele i porten i sidste runde og tage hinanden lyksaligt i hånden, mens de vandrer mod 1/16-finalerne.

Infantino blev på pressemødet konfronteret med det uhensigtsmæssige i den gruppespilsmodel, som han fremlagde. Han indvilgede dernæst pressen i, at en mulig løsning kunne være at afskaffe uafgjort for i stedet at finde en vinder via straffesparkskonkurrence. Jeg er muligvis ret konservativ angående fodbold, men i min optik er forslaget rædselsfuld. Når man muligvis er nødsaget til at udføre så markant et indgreb i vort elskede spil, så bør det allerede dér være en glasklar indikation af, at idéen er horribel.

Men kan strukturen egentlig laves bedre, når nu FIFA partout vil have 48 lande med? Ja, for pokker! Kort efter annonceringen af udvidelsen havde jeg fornøjelsen af at tilbringe nogle timer med den tidligere TV 2 Sport-vært Anders Sigdal, der heller ikke var udpræget begejstret for formatet i gruppespillet. På nogle få minutter udtænkte han et koncept, som i min optik er markant - som i MARKANT - bedre end Infantinos forslag:

- De 48 hold opdeles i 12 puljer á fire hold (simultant spilletidspunkt i sidste runde som vi kender det nu)
- De otte bedste 1'ere er direkte videre til 1/8-finalerne
- De fire dårligste 1'ere samt tolv de 2'ere mødes i en knockout-runde
- De otte vindere avancerer til 1/8-finalerne, der nu tæller 16 hold, fuldstændig som vi kender det i dag

Det her system er, synes jeg, milevidt bedre end det forelagte fra FIFA's side; eksempelvis undgår du en oversidder i gruppespillet, og du giver et klokkeklart incitament til at blive så god en 1'er som muligt. Disse hold vil naturligvis ydermere blive belønnet med lidt ekstra hvile, mens playoff-runden afvikles. Et system som dette vil muligvis kræve nogle ekstra dage til at afvikle turneringen, men det er, efter min bedste overbevisning, en lille pris at betale sammenholdt med det bovlamme koncept, som Infantino og co. har strikket sammen.

Men for at runde af, er der så slet ikke sportsligt noget positivt ved udvidelsen fra 32 til 48 hold? Tjah, vi ender jo stadig med at finde en fortjent vinder af hele turneringen. Men vejen dertil er bare ikke lige skarp og udfordrende som vi kender den i dag, vil jeg mene. VM skal selvfølgelig være mangfoldig. Det skal være en kæmpe fest for at hylde den største sport på kloden. Men det skal altså også være dét, det er; nemlig et verdensmesterskab. Og i den henseende kan jeg ikke se idéen bag den turnering, vi kommer til at se i sommeren 2026 - hvis vi da ellers ikke skal til Qatar om vinteren igen.

Hvad er din kommentar?