Panama VM-klar for første gang – USA blev sorteper

0

På en scoring to minutter før tid kvalificerede Panama sig til VM for første gang. Til gengæld er USA færdige pga. den sene scoring. Honduras skal i playoff.

I den nord- og mellemamerikanske VM-kval ville enten USA, Panama eller Honduras blive VM-klar i nat.

USA stod på forhånd med de bedste kort på hånden, da de med en sejr ude over bundproppen fra Trinidad & Tobago kunne booke VM-billetten.

Det gik dog langt fra, som amerikanerne havde håbet på. Således var USA, som har været ekstremt svingende igennem hele kvalifikationen, bagud 2-0 ved pausen.

Dortmunds unge komet Christian Pulisic fik kort inde i anden halvleg reduceret til 2-1, men tættere på kom USA ikke. Derfor var de nødt til at håbe på hjælp fra Mexico og Costa Rica, som allerede var kvalificerede til VM i Rusland.

Honduras havde fornøjelsen af Mexico hjemme, og selvom mexicanerne var foran både 1-0 og 2-1, fik værterne vendt opgøret på hovedet i anden halvleg og sejrede med 3-2.

Det betød, at Honduras pludselig ville være VM-klar, hvis Panama mistede point hjemme mod Costa Rica. Og det så længe sådan ud.

Gæsterne fra Costa Rica førte 1-0 ved pausen, men også her fik det undertippede hjemmehold vendt kampen efter pausen.

Panama fik udlignet hurtigt i anden halvleg, og to minutter før tid fik Roman Torres, der til dagligt spiller i amerikanske liga, gjort det onde ved USA. Han bragte nemlig Panama på 2-1, som også blev kampens resultat.

Det betyder altså, at Panama ganske overraskende skal til VM i fodbold for første gang nogensinde i landets historie.

Den sene scoring flytter også rundt på situationen for Honduras, der i stedet for en VM-billet må tage til takke med to playoff-kampe i november mod Australien.

Men endnu værre blev det altså for USA, som efter nattens resultater må konstatere, at de slutter som nummer fem, hvilket betyder, at de må følge VM 2018 foran tv'et.

Hvad er din kommentar?