DBU meddeler, at Danmark tester VM-formen mod Sverige i en venskabskamp d. 2. juni i Stockholm. Der arbejdes på yderligere to testkampe.
Danmark skal møde Sverige i en venskabskamp, umiddelbart før det går løs ved VM i Rusland.
Det meddeler DBU på sin hjemmeside. Opgøret spilles d. 2. juni på Friends Arena i Stockholm, og landstræner Åge Hareide er meget tilfreds med, at VM-formen bliver testet mod vores svenske naboer.
"En kamp mod Sverige har to formål for os og er et nyttigt opgør i vores VM-forberedelse. Først og fremmest får vi med Sverige en kamp mod en modstander, der i sin spillestil er rigtig godt organiseret, og derfor minder om Peru, der også har en god defensiv og stram organisation," siger Hareide til DBU's hjemmeside og fortsætter:
"Og så får vi jo en fantastisk kamp om Norden med forhåbentlig masser af fodboldbegejstring på begge sider af sundet inden begge hold tager til Rusland".
DBU meddeler ydermere, at de arbejder på at finde to modstandere til to venskabskampe, der skal ligge i hhv. i marts og juni.