Et afbud fra en skadet Yussuf Poulsen har fået landstræner Åge Hareide til at indkalde Nicklas Bendtner til det danske A-landshold.
Der venter i de kommende uger to vigtige og afgørende VM-kvalkampe for Danmark, når de skal krydse klinger mod Polen og Armenien.
I første omgang var Rosenborgs formstærke angriber Nicklas Bendtner ikke udtaget til den danske trup, men det er der ændret på nu.
En skade fra Yussuf Poulsen har fået RB Leipzig-angriberen til at melde afbud. Og som erstatning er Bendtner så blevet indkaldt. Det meddeler DBU på sin Facebook-side.
Bendtner markerede sig så sent som i torsdags, hvor han med en scoring for Rosenborg var med til at sende Ajax ud af Europa League.