1/8-finalen mellem Japan og Paraguay blev en halvkedelig affære, hvor begge mandskaber dog kom frem til enkelte gode muligheder. Det førte dog ingen scoringer med sig, og det hele måtte derfor afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor Paraguay viste sig bedst.
Danmarks overmænd, Japan, skulle tirsdag forsøge at spille sig videre til kvartfinalen ved VM. For at dette kunne ske, skulle Paraguay, der sluttede på førstepladsen i gruppe F, besejres.
Japan stillede sig tidligt i opgøret langt tilbage på banen, og overlod det meste af initiativet til Paraguay. Paraguay formåede dog ikke at bryde igennem japanernes kompakte defensiv i starten af opgøret, hvor de havde svært ved at finde de rigtige åbninger.
Der blev spillet i et lavt tempo, hvor Paraguay havde mest boldbesiddelse, men uden at det førte til noget. Efter 20 minutters spil kom Paraguay dog endelig igennem det japanske forsvar, da Lucas Barrios blev sendt i dybden. Han tog den godt med sig efter en god vending, men han kunne ikke passerede Kawashima i Japans mål.
Øjeblikket efter var det Japan, der var tæt på. Matsui opfangede en løs bold et godt stykke uden for Paraguays straffesparksfelt, men bolden rammer overliggeren.
Efter en lille halv times spil fik Roque Santa Cruz en stor chance, da bolden efter et hjørnespark faldt ned for fødderne af Cruz, der trykkede af med det samme. Desværre for angriberen og Paraguay gik bolden forbi mål.
Mod slutningen af første halvleg fik også Japan en mulighed, da holdet slog kontra. Honda modtog bolden på kanten af feltet og afsluttede, men også han måtte se sit skud gå forbi mål. Det var ikke meget Japan havde at bidrage med rent offensivt i første halvleg, til gengæld stod de solidt i forsvaret og gav ikke Paraguay meget plads. Paraguay derimod forsøgte at skabe noget fremadrettet, men havde problemer med at spille sig igennem det japanske forsvar.
Starten af anden halvleg var en rodet affære, hvor de to mandskaber skiftedes til at miste bolden på midten af banen, hvilket åbnede op for kontraangreb, men heller ikke dette førte nogen scoringer med sig.
Med en god halv time tilbage af opgøret opstod en stor mulighed til Paraguay. Riveros fik hovedet på et indlæg, men Kawashima kom godt op til bolden. Det var Paraguay, der styrede begivenhederne, men Japan var dog ikke helt uden chancer. Efter 62 minutters spil fik Tulio en mulighed, men hans forsøg med hovedet gik lige forbi Paraguays mål.
Som kampen skred frem begyndte Paraguay også at virke ideforladte, når de forsøgte at skubbe spillet frem på banen. Det lykkedes ikke for de to hold at skabe de store chancer, og den ordinære spilletid endte dermed uden scoringer. Kampen måtte derfor ud i forlænget spilletid.
I de første 15 minutter af den forlængede spilletid viste Paraguay sig farligst, men Japan havde dog den første mulighed, da Okazaki ikke fik ordentligt ram på bolden efter et hjørnespark. Paraguay havde også muligheder. Indskiftede Nelson Valdez tog bolden med ind i feltet, men den japanske keeper kom godt ud og fik blokeret afslutningen. Den forlængede spilletid endte også uden scoringer, og det hele skulle dermed afgøres i straffesparkskonkurrence.
Her var det Paraguay-spillerne, der var skarpest. Således scorede de fem udvalgte Paraguay-spillere alle på deres forsøg, og da Yuichi Komano misbrugte for Japan, endte Paraguay med sejren og de er dermed klar til kvartfinalen.
Kampens spillere:
Paraguay – Lucas Barrios:
Meget skulle gå gennem Lucas Barrios, før det førte til noget offensivt for Paraguay. Han gav prøver på sin tekniske kunnen i flere situationer, og var især i første halvleg aktiv for Paraguay, men fik ikke den nødvendige opbakning fra sine medspillere.
Japan - Eiji Kawashima:
Japan stod gennem det meste af kampen langt tilbage på banen, men trods en solid defensiv lykkedes det alligevel for Paraguay at komme til chancer. Dem tog den japanske keeper sig dog af. Han havde blandt andet en vigtig redning, da Barrios slap igennem forsvaret, samt flere vigtige redninger i begyndelsen af den forlængende spilletid. Han var chanceløs ved de fem straffespark.
Skrevet af Pernille Nielsen.