FC Københavns offensivspiller Robert Skov var blandt de udtagede i dagens VM-bruttotrup. Han vurderer dog selv VM-chancen for at være lille.
FC Københavns 21-årige spiller, Robert Skov, var én af de tre mulige debutanter i landstræner Åge Hareides VM-bruttotrup på i alt 35 spillere.
Skov er glad for udtagelsen, men han er samtidig meget beskeden.
"Det er et dejligt skulderklap fra landstræneren, og det er jeg da stolt af, selvom jeg godt ved, at chancen for, at jeg kommer i den endelige VM-trup er lille," siger Skov til FCK's hjemmeside og tilføjer:
"Jeg er glad for, at landstræneren og folkene omkring ham mener, at mine præstationer for FCK og U21-landsholdet gør, at jeg er med i det her selskab. Jeg bruger dog ikke så meget energi på at tænke over det, alt mit fokus går på, at vi skal fastholde tredjepladsen i Superligaen."
Med syv scoringer er Skov delt topscorer i den nuværende EM-kvalifikation for U21-landshold. Han deler pladsen med Frankrigs Martin Terrier.