Sergei Ignashevich stoppede efter EM 2016 på det russiske landshold, men efter en skade til Ruslan Kambolov har den 38-årige stopper droppet landsholdsstoppet og er indlemmet i VM-bruttotruppen.
Han har ikke spillet en landskamp i snart to år, men nu er bundrutinerede Sergei Ignashevich tilbage på det russiske landshold.
Det skyldes, at Rubin Kazan-forsvareren, Ruslan Kambolov, der i fredags blev udtaget til Rusland VM-bruttotrup, er blevet skadet og må melde fra til sommerens slutrunde.
Ignashevich var egentlig stoppet på landsholdet efter EM 2016, men han har altså nu droppet sit landsholdsstop og er klar til at tage endnu en tørn for det russiske landshold.
Den 38-årige forsvarslegende har med 120 kampe rekorden for flest landskampe for Rusland.