Sen udligning holder ustabile USA på VM-kurs

0

Indskiftede Bobby Wood sørgede med sin sene udligning mod Honduras for, at USA stadig har fine chancer for komme med til VM 2018.

USA har hidtil haft en noget svingende VM-kvalifikation.

Senest tabte amerikanerne 2-0 hjemme til Costa Rica. Derfor var der pres på USA, da de natten til onsdag på udebane skulle op imod Honduras.

Honduras lå før rundens kampe på en delt tredjeplads med USA. Begge mandskaber havde otte point. Tredjepladsen vil betyde direkte adgang til VM, mens fjerdepladsen er lig med to playoff-kampe.

Værterne fik den bedste indledning på kampen. Således kunne Rommel Quioto bringe Honduras i front med 1-0 efter 28 minutters spil.

Det så længe ud til, at dette også ville blive kampens eneste scoring, men fem minutter før tid lykkedes det for den indskiftede Hamburger SV-angriber Bobby Wood at udligne til 1-1.

Der blev ikke scoret yderligere, men til gengæld var der dramatik i overtiden, hvor Honduras fik Henry Figueroa smidt ud.

Det uafgjorte resultat kan USA klart være bedst tjent med, da de i de sidste to kvalkampe mangler Panama (hjemme) og Trinidad & Tobago (ude), mens Honduras' program ser væsentligt vanskeligere ud med en udekamp mod Costa Rica og en hjemmekamp mod Mexico.

Skriv en kommentar