UEFA-præsident Aleksander Ceferin har fastslået, at de spillere, der deltager i den nye Super League, ikke vil kunne repræsentere deres landshold.
12 af Europas topklubber er gået sammen om en ny Super League, der skal fungere som et alternativ til Champions League, men det har fået massiv kritik fra stort set alle fronter.
Blandt de stiftende klubber er Liverpool, Real Madrid, Arsenal, Juventus, Manchester United og FC Barcelona, men spillerne fra de deltagende klubber kan blive ramt hårdt af Super League.
UEFA-præsident Aleksander Ceferin fastslog mandag, at spillere, der deltager i den nye Super League, vil blive udelukket for at repræsentere deres respektive landshold.
Det vil sige, at de ikke kan deltage i hverken det forestående EM eller den VM-slutrunde, der skal spilles i Qatar i 2022.
Hvis det bliver realiseret, vil det i skrivende stund komme til at betyde en del for Danmarks A-landshold.
Her vil store profiler som Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Martin Braithwaite, Simon Kjær og Andreas Christensen ikke kunne spille længere.