Argentina dominerede nattens udekamp mod Uruguay. Men de argentinske stjerner kunne ikke nedbryde den uruguayanske defensiv, hvorfor det hele sluttede 0-0.
Nattens store opgør i den sydamerikanske VM-kvalifikation var mødet mellem de to stormagter, Uruguay og Argentina.
Gæsterne fra Argentina lå før kampen på en skuffende femteplads, der kun vil betyde playoff-kampe i november. Derfor var Messi og co. pisket til at vinde nattens opgør.
Første halvleg var ikke nogen sindsoprivende oplevelse. Kun to chancer var der at skrive hjem om. Først var Uruguays Edinson Cavani hurtig over en returbold fra Argentinas keeper Sergio Romero, som dog fik afværget.
Kort tid efter viste Lionel Messi tænder, da han efter fornemme driblinger og en et-to-kombination med Paulo Dybala kom fri til skud på kanten af feltet. Men hjemmeholdets målmand Fernando Muslera var vågen og fik blokeret afslutningen.
0-0 var stillingen efter de første 45 minutter.
Anden halvleg blev chancemæssigt ikke bedre end første. Argentina dominerede, mens Uruguay som halvlegen skred frem, virkede fint tilfreds med det ene point.
Trods massivt overtog i boldbesiddelse lykkedes det ikke for Messi og de andre argentinske stjerner at finde nøglen til at låse Uruguays stærke defensiv op.
Derfor sluttede opgøret, som det startede. Det ene point er dog ikke helt skidt for Argentina, der kravler op på á point med Chile, som højst overraskende tabte tidligere på natten med 3-0 hjemme til Paraguay.
Også bundholdet fra Venezuela og Colombia var i aktion i den sydamerikanske VM-kval sent torsdag aften. Opgøret mellem de to nabolande sluttede 0-0.