VM 2018-holdanalyse: Argentina - Læs alt om Argentinas VM-trup

VM 2018-holdanalyse: Argentina

0

Argentina spiller i gruppe D, hvor de har selskab af Island, Kroatien og Nigeria. Læs mere om Argentinas historie, landstræner og VM 2018-trup her.

Fakta:

Fulde navn: Argentina
Hovedstad: Buenos Aires
National-stadion: Estadio Antonio Vespucio Liberti (67.432 tilskuere)
Antal indbyggere: 43.847.430
Øgenavn til landsholdet: La Albiceleste (de hvide og sky blå)
Placering på verdensranglisten: 4 (november 2017)
Flest landskampe: Javier Zanetti (145 kampe)
Flest mål: Lionel Messi (61 mål)
Største sejr: Argentina - Ecuador: 12-0 (22. januar, 1942)
Største nederlag: Tjekkoslovakiet - Argentina: 6-1 (15. juni, 1958)

Argentinas største resultater:

Confederations Cup:
Vinder i 1992.

Copa América:
Vinder i 1921, 1925, 1927, 1929, 1937, 1941, 1945, 1946, 1947, 1955, 1957, 1959, 1991, 1993.

VM:
Vinder i 1978 og 1986.

VM-historik:

1930: Andenplads

1934: Gruppespil

1958: Gruppespil

1962: Gruppespil

1966: Kvartfinale

1974: Kvartfinale

1978: Vinder

1982: Kvartfinale

1986: Vinder

1990: Andenplads

1994: 1/8-finale

1998: Kvartfinale

2002: Gruppespil

2006: Kvartfinale

2010: Kvartfinale

2014: Andenplads

Argentinas VM-erfaring:

Selvom mange nationer ville være glade for at have vundet VM to gange, er det ikke tilfældet hos Argentina, som har haft mulighed for at stryge helt til tops et hav af gange.

Så sent som ved VM i 2014 var argentinerne i finalen mod Tyskland, hvor Messi og co. først måtte kapitulere efter forlænget spilletid.

Også i 2002, da VM blev afholdt i Japan og Sydkorea var der mange, som forventede, at sydamerikanerne ville snuppe guldet, da de i kvalifikationen havde vist skræmmende styrke.

Argentina floppede dog stort og røg allerede ud i gruppespillet efter sejr over Nigeria, nederlag til England og uafgjort mod Sverige, der røg videre til ottendedelsfinalerne på Argentinas bekostning.

Men to gange er det altså lykkedes for argentinerne at vinde VM i fodbold. Første gang var i 1978, hvor de var på hjemmebane. Anden gang var otte senere i Mexico, hvor de slog Tyskland i finalen.

Faktisk var argentinerne også i VM-finalen fire år efter, hvor slutrunden blev afholdt i Italien. Desværre for det argentinske mandskab tabte de til Tyskland, som fik revanche for finalenederlaget fire år tidligere. VM 2018 i Rusland er 12. VM-slutrunde i træk, som Argentina deltager i.

Argentinas vej til VM 2018:

Det har formentlig ikke været sjovt at spille på det argentinske landshold i løbet af de sidste år. Tre finaler er blevet tabt (to gange Copa América og en VM) siden 2014, og kvalifikationen til den forestående VM-slutrunde i Rusland lignede længe et sandt mareridt for det argentinske mandskab.

Det tydede nemlig længe på, at Argentina for første gang siden 1970 ville misse verdens største fodboldbegivenhed. Et hav af skuffende resultater betød, at der var pres på Argentina inden de afgørende kvalkampe i september og oktober.

Men heller ikke her virkede det, som om at alvoren var gået op argentinerne, der spillede uafgjort hjemme mod både Venezuela og Peru.
Det betød, at Argentina var pisket til sejr i sidste kvalkamp. Og det var ikke nogen nem opgave, der ventede. De skulle til Ecuador, som dog ikke havde noget at spille for.

Alligevel kom værterne i front, inden der var gået et minut, hvilke skabte paniktilstande hos den argentinske befolkning. Men så trådte verdens bedste fodboldspiller ellers i aktion.

Med tre herlige aktioner fik han ene mand vendt kampen på hovedet og sikret Argentina den afgørende 3-1-sejr, der akkurat var nok til at sende dem til VM i Rusland.

Argentinas landstræner – Jorge Sampaoli:

Navn: Jorge Sampaoli
Født: 13. marts, 1960
Nationalitet: Argentina
Landstræner siden: 2017
Trænerkarriere: Juan Aurich, Sport Boys, Coronel Bolognesi, Sporting Cristal, O’Higgins, Emelec, Universidad de Chile, Chile, Sevilla, Argentina

Embed from Getty Images

Portræt:

58-årige Jorge Sampaoli har været træner siden 2002, hvor han startede i forskellige peruvianske klubber med meget skiftende succes.

Efter tiden i Peru tog han til Chile, hvor han i sin første sæson førte den lille klub O’Higgins til en fornem tredjeplads. Herefter gik det dog ned ad bakke, og han blev fyret efter en skuffende anden sæson.

Efter et kort ophold i Ecuador blev Sampaoli ansat i den chilenske storklub Universidad, hvor han endelig blev en stor succes. Så stor, at det chilenske landshold i 2013 ansatte ham som landstræner.
Sampaoli førte Chile til en stor triumf, da det lykkedes dem at vinde Copa América 2015, hvilket kastede en nominering til FIFA World Coach of the Year af sig. Han måtte dog se sig slået af Barcelonas Luis Enrique.

Efter en kort periode som selvvalgt arbejdsløs fik han job hos Sevilla op til 2016/2017-sæsonen, Her var han dog kun en enkelt sæson, inden det argentinske landstrænerjob kaldte sidste sommer.

Sampaoli er kendt som en træner, der meget gerne involverer sig personligt i sit job, og han er tit på rejse rundt i verden for at besøge sine spillere, snakke med dem om deres udvikling og endda have gaver med fra hjemlandet.

Derudover er det værd at bemærke, at Sampaoli vælger sit hold ud fra hvem der passer til spillestilen. Det har blandt andet kostet Juventus’ Paolo Dybala pladsen til fordel for Boca Juniors’ Dario Benedetto.

Det er altså en kontroversiel og kompromisløs træner, som har mulighed for at trække nogle store overskrifter under sommerens slutrunde. Om det rækker til endelig at kunne føre Lionel Messi til sit første verdensmesterskab, kan kun tiden vise.

Analyse af Argentinas VM 2018-trup:

Selvom Argentina har dygtige spillere i alle kæder, er det især offensivt, der er kvalitet på holdet. Helt fremme har argentinerne fire-fem spillere, som kan betegnes som verdensklasseangribere.

Det bliver en stor opgave for landstræner Jorge Sampaolis at finde ud af, hvilke offensivspillere der skal med til Rusland, og hvilke der skal sorteres fra..

Målmænd:

Til at vogte målet har Argentina Sergio Romero, der til dagligt står i skyggen af David De Gea i Manchester United. Det er dermed en keeper, der kommer uden meget kamptræning i benene, som skal vogte argentinernes mål under VM.

Romero er ikke nogen dårlig keeper, men hvis man ser på målmandsposten hos andre nationer, som Argentina gerne vil sammenligne sig selv med, er det et svagt punkt.

Forsvaret:

Kun Brasilien lukkede færre mål ind end Argentina i den sydamerikanske VM-kvalifikation, hvilket vidner om en stærk defensiv.

Hvis det bliver et tremandsforsvar, som Sampaoli vælger, er det ikke utænkeligt, at midterforsvaret kommer til at bestå af de hårde hunde Javier Mascherano, Nicolas Otamendi og Federico Fazio. Også Sevillas Gabriel Mercado er blevet benyttet ofte som starter i kvalifikationen.

Midtbanen:

Argentinerne råder over flere dygtige boldspillere på midtbanen. Vi finder bl.a. Lucas Biglia, Éver Banega, der begge huserer centralt. På kanterne har Marcos Acuña fået masser af spilletid i kvalifikationen, og Sporting Lissabon-spilleren kan benyttes både som wingback og som kantspiller.

Angel Di Maria er sikker mand på holdkortet på kanten, men han skal spille bedre end i kvalifikationen, hvor han ofte blev kritiseret.

Angrebet:

Udover Lionel Messi, der naturligvis er Argentinas helt store stjerne, råder de blå- og hvidstribede som tidligere nævnt over et hav af klasseangribere.

Både Sergio Agüero, Mauro Icardi, Gonzalo Higuain og Paulo Dybala ville være faste startere på stort set samtlige landshold i verden.

Alligevel valgte Sampaoli, da han overtog tøjlerne, at satse på den noget tungere Dario Benedetto, der til dagligt huserer i den argentinske liga hos Boca Juniors.

Hold øje med: Lionel Messi

Naturligvis er Argentinas altoverskyggende stjerne Lionel Messi, og det er ham, som Island, Kroatien og Nigeria vil have det største fokus på, når de møder Argentina i det indledende gruppespil.

Messi har præsteret på et uhørt højt niveau i mange sæsoner – og det eneste, han mangler for at nå op på siden af Diego Maradona, er at vinde VM med Argentina. Sådan ser folk i Argentina i hvert fald på det.

Hvis Argentina skal gøre sig forhåbninger om at vinde VM i Rusland, kræver det, at Messi præsterer godt. Når han rammer topniveauet, kan han afgøre kampe som ingen anden.

VM 2018 kunne dog meget vel have været uden Messis deltagelse, da den argentinske troldmand højst overraskende valgte at trække sig fra landsholdet, da det blev til et finalenederlag i Copa América i 2016. Kort tid efter havde Messi imidlertid ombestemt sig, hvilket må siges at være en stor fordel for landstræner Sampaoli og det argentinske mandskab.

Embed from Getty Images

MEST LÆSTE DE SENESTE 24 TIMER

MEST LÆSTE DE SENESTE 48 TIMER

Skriv en kommentar