Andriy Yarmolenko scorede begge mål, da Ukraine i sikker stil slog Tyrkiet med 2-0. Kroatien-Kosovo blev i samme gruppe udsat pga. voldsomt regnvejr.
Efter Islands nederlag til Finland tidligere på aftenen kunne både Ukraine og Tyrkiet med en sejr i deres indbyrdes opgør kravle op på andenpladsen i gruppe I.
Værterne fra Ukraine startede stærkt og lagde pres på tyrkerne. Det var tæt på at give pote efter seks minutter, da Taras Stepanenko i fri position headede et hjørnespark tæt forbi mål.
Ti minutter senere kom det ukrainske føringsmål imidlertid, da den nykårede Dortmund-spiller Andriy Yarmolenko efter en kikset afslutning fra Viktor Kovalenko pludselig stod helt fri og nemt kunne bringe de gulklædte i front.
De efterfølgende slowmotionsbilleder viste dog tydeligt, at Yarmolenko stod i offside-position, da han modtog bolden. Men målet talte altså.
Tyrkerne kom bedre med efter scoringen, men det var stadig Ukraine, som var klart farligst. Og kort før pausen blev det også til 2-0.
Evgen Konoplyanka driblede sig fri på venstrekanten og lagde bolden tilbage i feltet, hvor Yarmolenko stod umarkeret. Efter et smart træk fra kantspilleren kunne han trille bolden i det tyrkiske mål til 2-0.
Et ukrainsk hold i fuld kontrol kunne dermed gå til pause med 2-0-føring.
Anden halvleg blev en tam affære, hvor Tyrkiet ikke at formåede at lægge pres på Ukraine, som virkede fint tilfredse med 2-0-føringen.
Tyrkiet satsede i slutfasen, men det gav bagslag, og flere gange havde Yarmolenko og co. fine chancer for at lukke og slukke til 3-0.
Det lykkedes dog ikke, men da værterne holdt tyrkerne fuldstændig fra fadet, endte opgøret med en overbevisende 2-0-sejr til Ukraine.
Sejren betyder, at ukrainerne midlertidigt indtager førstepladsen i gruppe I. De ryger dog formentlig tilbage på andenpladsen i morgen, når Kroatien-Kosovo, der i dag blev aflyst pga. voldsomt regnvejr, skal afvikles.