Med en måned før VM sparkes i gang, er 90 procent af billetterne allerede blevet solgt, meddeler en af organisatorerne bag VM.
Når Sydafrika og Mexico sparker VM i gang den 11. juni, når den første kamp i gruppe A bliver afviklet, sker det højst sandsynligt for et fuldt stadion. I hvert fald ser det allerede nu ud til, at alle billetter til VM når at blive solgt.
"Alle billetter vil blive solgt. Det er jeg ret sikker på. Omkring 300.000 billetter er blevet solgt bare de sidste få uger," forklarer Danny Jordaan, der er en af organisatorerne bag VM, ifølge goal.com.
Et online salgssystem siges at være grunden til, at billetsalget i starten dog var ret stillestående, men siden billetstanderne i Sydafrika er blevet åbnet, har salget altså været opadgående.
Trods mediespekulation om, hvorvidt billetstanderne ville stå tomme før VM, ser det derved nu ud som om, at alle cirka 2,8 millioner billetter bliver solgt forud for turneringen.
Skrevet af Christian Hallas