Argentina skuffede igen fælt, da det i nat kun blev til 0-0 hjemme mod Peru, hvilket sender Argentina udenfor VM-pladserne med én runde igen.
Argentina har haft en meget svingende VM-kvalifikation hidtil.
Før nattens hjemmekamp lå Messi og co. kun på en delt fjerdeplads á point med dagens modstander fra Peru, der havde været en positiv overraskelse i den sydamerikanske VM-kval.
Argentina har et luksusproblem i front med fire af verdens bedste spidsangribere i Gonzalo Higuaín, Sergio Agüero, Mauro Icardi og Paulo Dybala. Men ingen af dem var at finde i startopstillingen for værterne.
Higuaín er ikke udtaget af landstræner Jorge Sampaoli, Agüero er skadet og på bænken sad både Icardi og Dybala. I stedet startede Argentina med den 27-årige Boca Juniors-angriber Dario Benedetto i front.
Det var dog ikke Benedetto, men derimod Argentinas altoverskyggende stjerne, Lionel Messi, som efter 13 minutters spil var tæt på at bringe værterne i front. Men Messi måtte se sin afslutning blive pareret af Perus målmand Pedro Gallese.
De blå- og hvidklædte værter sad på spillet, men som i størstedelen af deres kampe kneb det med kreativiteten på den sidste tredjedel af banen.
I stedet var det meget tæt på at gå galt i den anden ende efter 33 minutter, da et indlæg havnede for fødderne af en helt fri Jefferson Farfan, som få meter fra målet formåede at skyde forbi.
I første halvlegs overtid kom argentinernes største chance, da Messi, der havde virket som en enmandshær for Argentina, fandt Benedetto, som tæt under mål headede bolden snert over mål.
Derfor sluttede første halvleg uden scoringer, hvilket formentlig passede de undertippede peruvianere ganske godt. Argentina ledte derimod stadig efter de offensive løsninger.
Til gengæld skulle Argentina kun bruge 30 sekunder af anden halvleg, før de for første gang i kampen fik kombineret sig igennem Perus kompakte defensiv.
Først blev Benedetto spillet fri, men hans forsøg blev afværget af Gallese, og på returen sparkede Messi bolden på stolpen. Stadig 0-0.
Ti minutter senere var det så Atalantas offensivspiller Alejandro Gomez, der blev spillet fri af Messi, men heller ikke han kunne passere Gallese, der efterhånden var spillet ganske varm.
Få minutter senere var der igen fare på færde i Peru-forsvaret, og nok engang var arkitekten Messi, som efter at have driblet tre peruvianere fandt indskiftede Emiliano Rigoni, der dog heller ikke kunne få bolden i nettet, selvom han afsluttede inde i det lille felt.
Herefter lykkedes det igen for gæsterne at få styr på defensiven, mens argentinerne i deres jagt på den vigtige scoring blev mere og mere desperate.
Men ind ville bolden ikke, og faktisk formåede Argentina ikke at true Perus mål i de sidste 25-30 minutter, hvorfor det sluttede 0-0 til stor frustration for de mange argentinske tilskuere.
Pointdelingen betyder, at Argentina før sidste spillerunde er røget ned på sjettepladsen, som - hvis det holder - vil betyde, at argentinerne glipper VM 2018.
Andetsteds i den sydamerikanske VM-kval leverede Paraguay et imponerende comeback ude mod Colombia, som ville have været VM-klar med en sejr.
Falcao bragte værterne på VM-kurs med ca. ti minutter igen, men i de døende minutter fik først Oscar Cardozo udlignet, hvorefter Antonio Sanabria sikrede Paraguay sejren, som holder dem i live i VM-kvalen.
Chile vandt hjemme 2-1 over Ecuador i en kamp, hvor Arsenal-stjernen Alexis Sanchez blev matchvinder fem minutter før tid.
Nattens resultater betyder, at der er lagt op til en vaskeægte gyserafslutning på sidste spilledag, hvor hele seks nationer (Uruguay, Chile, Colombia, Peru, Argentina og Paraguay) er i spil til at kvalificere sig til VM i Rusland.