Cameroun-spillerne var ikke tilfredse med den bonusordning, som de var blevet præsenteret for. Derfor truede de med at boycotte VM. Nu har parterne fundet en løsning.
Camerouns landshold finder sig tilsyneladende ikke i noget, der ikke foregår efter bogen. Tidligere søndag kunne franske avis, L'Equipe, skrive, at Cameroun-spillerne nægtede at tage til VM i Brasilien, på grund af en for dårlig bonusaftale.
Derfor blev spillerne prompte indkaldt til et møde, og nu har parterne så fundet enderne til at mødes. Det skriver avisen ligeledes.
"Sådan nogle aftaler kan tage længere tid at indgå i Afrika. Men det hele faldt på plads i morges, og vi er klar til at flyve til Brasilien. Cameroun vil naturligvis deltage ved VM-slutrunden. Aftalen er i hus, og der er ingen grund til at blæse det op til noget stort. Det er ikke så stort, som det har været gjort til de seneste par dage," fortæller landstræner Volker Finke til tysk TV.
Nu skulle alt dermed være på plads, og spillerne har ifølge mediet accepteret den bonus-løsning som Camerouns fodboldforbund har fremlagt for dem.
Samuel Eto'o og resten af holdet er derfor taget af sted til Brasilien her til aften.