Colombia er videre som etter fra gruppe H efter en 1-0-sejr over Senegal, som er færdige ved VM efter at have modtaget flere kort end Japan, som sniger sig videre.
Senegal og Colombia skulle her til eftermiddag mødes i gruppe H i en afgørende kamp.
Mens senegaleserne kunne nøjes med uafgjort for at gå videre, skulle colombianerne med stor sandsynlighed bruge en sejr for at gå videre til ottendedelsfinalerne.
Kampens første højdepunkt opstod efter 17 minutter, da Davinson Sanchez tacklede Sadio Mané i feltet, hvilket gav straffespark til Senegal.
Men efter at have set situationen igennem på video besluttede kampens dommer, Milorad Mazic, at der alligevel ikke skulle fløjtes for straffespark.
Colombianerne havde mere end svært ved at spille sig igennem den stærke senegalesiske defensiv. I den anden ende lurede Senegal hele tiden på kontraangreb, men de fik ikke succes med det i løbet af første halvleg.
Derfor var stillingen 0-0 ved pausen.
I anden halvleg fik Colombia ikke nemmere ved at tilspille sig chancer. Senegal forsvarede sig godt og virkede fint tilfredse med nulløsningen.
Til gengæld skete der pludselig ting og sager i gruppens anden kamp. Polen, der ikke havde noget at spille for, kom på 1-0 imod Japan, og dette betød, at både Senegal og Colombia nu var på vej videre.
Tilbage i kampen mellem Senegal og Colombia kom der med 17 minutter igen også gang i scoringen. Og det var colombianerne, der kom i front. Efter et hjørnespark kom Yerry Mina til vejrs, og han headede bolden i netmaskerne til 1-0.
Dette betød, at Colombia nu var på vej videre som gruppevinder, mens Senegal var på vej ud af VM.
De stod nemlig helt lige på både point, målscore og indbyrdes kampe med Japan, men på grund af flere indkasserede kort end japanerne tydede det på et tidligt VM-exit for senegaleserne.
Og da Senegal ikke formåede at udligne, sluttede det med en colombiansk 1-0-sejr, og da Polen samtidig slog Japan 1-0, er Senegal færdige ved VM, mens Japan sniger sig videre fra gruppe H med Colombia.