Colombia tørner ud i gruppe H, hvor de skal op imod Polen, Senegal samt Japan. Læs mere om Colombias historie, landstræner og VM 2018-trup her.
Fakta:
Fulde navn: Colombia
Hovedstad: Bogotá
National-stadion: Estadio Metropolitano Roberto Meléndez (46.788 tilskuere)
Antal indbyggere: 49.364.592
Øgenavn til landsholdet: Los Cafeteros (kaffebønderne)
Placering på verdensranglisten: 13 (december 2017)
Flest landskampe: Carlos Valderrama (111 kampe)
Flest mål: Falcao (28 mål)
Største sejr: Bahrain - Colombia: 0-6 (d. 26. marts, 2015)
Største nederlag: Brasilien - Colombia: 9-0 (d. 24. marts, 1957)
Colombias største resultater:
Confederations Cup:
Nummer fire i 2003
Copa América:
Vinder i 2001
VM:
Kvartfinale I 2014
VM-historik:
1962: Gruppespil
1990: 1/8-finale
1994: Gruppespil
1998: Gruppespil
2014: Kvartfinale
Colombias VM-erfaring:
Kun fem gange har Colombia formået at kvalificere sig til VM i fodbold.
Første gang var i 1962, hvor gruppespillet blev endestationen. Derefter gik der hele 28 år, før colombianerne igen var med i det fine selskab.
Slutrunden i Italien i 1990 bød på videre avancement fra det indledende gruppespil. I ottendedelsfinalen gik den dog ikke længere, da Cameroun blev for stor en mundfuld.
Både i 1994 og 1998 kom Colombia til VM med masser af selvtillid efter fornemme præstationer i de respektive kvalifikationer, men ved begge slutrunder måtte colombianerne skuffende se sig slået ud i det indledende gruppespil.
Efterfølgende holdt Colombia en VM-pause på 16 år, før de igen var kvalificeret til slutrunden i Brasilien i 2014. Endnu engang ankom sydamerikanerne med et yderst slagkraftigt mandskab.
Og denne gang lykkedes for det Colombia at spille sig helt frem til kvartfinalen, hvor James Rodríguez og co. dog måtte kapitulere mod værterne fra Brasilien.
Colombias vej til VM 2018:
Colombia fik en skidt start på VM-kvalifikationen med kun én sejr i de første fire opgør. Efterfølgende kom colombianerne for alvor i omdrejninger. Således kastede de næste fem kampe fire sejre af sig.
Trods endnu en halvskidt periode undervejs for det colombianske mandskab virkede det til, at de uden de store vanskeligheder kunne cruise sig til VM 2018.
Alligevel var det ved at kikse fuldstændig til sidst. To uafgjorte opgør og et enkelt nederlag i træk betød, at Colombia var pisket til at få point i sidste kamp, som var en udekamp mod Peru.
Colombianerne kunne dog ånde lettet op, da de fik det nødvendige point. Opgøret sluttede nemlig 1-1, og det betød, at de kunne booke VM-billetten via fjerdepladsen i den sydamerikanske kvalifikation.
Colombias landstræner – José Pékerman:
Navn: José Pékerman
Født: 3. september, 1949
Nationalitet: Argentina
Landstræner siden: 2012
Trænerkarriere: Chacarita Juniors (ungdomshold), Argentinos Jniors (ungdomshold), Colo-Colo (ungdomshold), Argentina U20, Argentina, Toluca, Tigres og Colombia.
Analyse af Colombias VM 2018-trup:
Colombia stiller op til VM 2018 med et spændende mandskab, som dog ikke kan måle sig med de allerstærkeste nationer.
Alligevel råder colombianerne over en række dygtige spillere i samtlige kæder, som giver forhåbninger om, at en gentagelse af kvartfinalen fra VM i 2014 ikke er utænkeligt.
Målmænd:
David Ospina vogter målet hos Colombia, og han er uden tvivl en dygtig keeper. Det er dog et minus, at han til dagligt frister en tilværelse som reservekeeper i Arsenal, hvorfor han ikke er i optimal kampform.
Forsvaret:
I forsvaret råder Colombia også et par rigtige talentfulde stoppere. Der er tale om Davinson Sanchez, der til dagligt slår sine folder i engelske Tottenham. Sanchez er kun 21 og har en stor fremtid foran sig.
Det samme har den to år ældre Yerry Mina, der i januar-transfervinduet skiftede Palmeiras ud med mægtige Barcelona. Mina er en målfarlig forsvarsspiller, der har sine forcer i hovedspillet.
Midtbanen:
Den altoverskyggende profil på den colombianske midtbane er James Rodríguez, der spillede en fænomenal VM-slutrunde for fire år siden, hvor han krydrede det hele med at score turneringens bedste mål i ottendedelsfinalen mod Uruguay.
En anden profil er kantspilleren Juan Cuadrado, der er en dygtig tekniker, og som er vigtig, når Colombia skal kreere chancer.
Angrebet:
Falcao missede VM i 2014 med en skade, hvilket gjorde ondt. Ikke blot for hovedpersonen selv, men også for det colombianske mandskab, som måske kunne være kommet endnu længere ved slutrunden, hvis de kunne have benyttet Monaco-angriberen.
Nu er Falcao skadesfri, og han er stadig Colombias foretrukne angriber, hvilket er ganske forståeligt, da han har en målnæse som få andre angribere i verden.
Også Carlos Bacca, der formentlig skal agere backup for Falcao, er en rigtig god angriber, og det er langt fra utænkeligt, at colombianerne får brug for hans kvaliteter til VM.
Hold øje med: James Rodríguez
Selvom karrieren er gået lidt i stå, siden han brillerede ved VM i 2014, er James Rodríguez stadig en fantastisk fodboldspiller. Han fandt aldrig lykken i Real Madrid, og den 26-årige offensivspiller prøver nu at få karrieren på ret køl i tyske Bayern München.
Udover at have en vidunderlig sparketeknik har Rodríguez også en rigtig fin teknik og et godt overblik, som gør ham til en trussel for modstandernes forsvarsspillere.
De colombianske fans håber, at Rodríguez kan finde tilbage til sit tidligere ekstremt høje niveau. Finder han det, kan han måske føre Colombia langt til VM i Rusland.