De danske VM-spillere får historisk bonus

0

Det danske landshold kan se frem til en historisk stor bonus. Alle 23 spillere er sikret minimum 739.000 kroner. Se alle bonusserne her.

DBU og Spillerforeningen er nået til enighed om en historisk stor aftale, som er den til dato største, der er indgået i forbindelse med en slutrunde.

I den seneste tid har parterne forhandlet med udgangspunkt i det beløb, som DBU er sikret på forhånd for VM-deltagelsen, der lyder på 64 millioner kroner. Beløbet er uafhængigt af, hvordan danskerne klarer sig ved VM.

Nu står det fast, at de 23 udvalgte spillere er sikret minimum 739.000 kroner for de tre første kampe.

Hvis Danmark avancerer fra gruppespillet og ryger ud i ottendedelsfinalen, så udløser det en bonus på 1.184.000 kroner per spiller.

Ender danskerne i kvartfinalen og ryger ud der, får hver enkelt spiller 1.905.000 kroner udbetalt.

Gælder det i stedet semifinalen som endestation, så er hver spiller sikret 2.363.000 kroner.

Hvis danskerne går hele vejen og taber finalen, så får spillerne 3.000.000 kroner hver, men hvis de vinder får de hele 4.316.000 kroner.

DBU's elitechef Kim Hallberg er meget glad for aftalen.

"VM er en kæmpe begivenhed for dansk fodbold. Det giver samtidig en række indtægter, som vi deler med spillerne og samtidig investerer i talentudvikling, spillerudvikling og andre projekter i dansk fodbold. På den måde kan VM være med til at skabe yderligere udvikling af dansk fodbolds fremtid," siger han.

"Vi har haft en konstruktiv proces og et godt forhandlingsforløb med DBU, og resultatet er den potentielt største slutrundebonus nogensinde for et dansk landshold," siger direktør for Spillerforeningen Mads Øland.

For de tre gruppekampe er DBU sikret en indtægt på omkring 64 millioner kroner. Men ligesom at bonussen er historisk høj, så er udgifterne det samme.

Udgifterne til rejse, ophold for forplejning løber op i cirka 30 millioner kroner.

Derudover skal DBU og spillerne dele overskuddet, hvilket giver 17 millioner kroner til deling.

Ydermere skal DBU give yderligere 8,6 millioner kroner til landsholdsspillerne, fordi spillerne i aftalen fra 2015 gik med til at få reduceret indtægterne fra tilskuerne i kvalifikationen.

Det var dog med den option, at spillerne fik mulighed for at spille pengene hjem igen, hvis de avancerede til VM i Rusland.

Derfor ender DBU's overskud kun på 8,5 millioner kroner, hvis Danmark altså kun nøjes med at spille tre gruppekampe ved VM.

Danskernes bonus-ordning ved VM 2018:

Pr. spiller (akkumuleret):

Gruppekampene: 739.000 kroner.

Ottendedelsfinale: 1.184.000 kroner.

Kvartfinale: 1.905.000 kroner.

Semifinale: 2.363.000 kroner.

VM-sølv: 3.000.000 kroner.

VM-guld: 4.316.000 kroner.

SE OGSÅ: Få overblikket over de bedste VM-odds her.

Skriv en kommentar