En rapport fra FIFA slår fast, at det allerede fra den kommende VM-slutrunde i Qatar i 2022 er muligt at udvide deltagerantallet fra 32 til 48.
Når VM i 2026 løber af stablen, træder en udvidelse i kraft.
Det er nemlig tidligere blevet bekræftet, at deltagerantallet stiger fra 32 til 48 ved slutrunden om syv år, der skal afvikles i USA, Mexico og Canada
Men FIFA med dets præsident, Gianni Infantino, i spidsen har i et stykke tid arbejdet på, at udvidelsen allerede bliver en realitet i 2022, når Qatar skal agere VM-værter.
Og måske er en VM-udvidelse i 2022 for alvor på vej. I hvert fald har flere medier fået fat i en intern rapport fra FIFA, som fastslår, at det er muligt, at slutrunden i Qatar bliver med 16 ekstra nationer.
Nyhedsbureauet AP er blandt andet kommet i besiddelse af rapporten, som konkluderer, at en eventuel udvidelse vil kræve en ekstra værtsnation, da det i så fald vil være nødvendigt med fire stadioner mere at spille på.
Tidligere har Saudi-Arabien været nævnt som en mulig medvært, men ifølge rapporten er det hverken en optimal løsning med saudierne, De Forenede Arabiske Emirater eller Bahrain på grund af de tre landes anstrengte forhold til Qatar.
I stedet er Oman eller Kuwait angiveligt på tale som en mulig medvært, hvis FIFA altså lykkes med udvidelsen allerede fra den kommende VM-slutrunde. En udvidelse kræver dog, at Qatar selv godkender en medvært.
I rapporten bliver der derudover beskrevet, at en VM-udvidelse ved slutrunden i Qatar formentlig vil skabe et ekstra overskud på 2,6 milliarder kroner.
Den 14. og 15. marts skal Infantino og resten af FIFA-bosserne mødes i Miami, hvor VM-udvidelsen er et af de vigtigste punkter på dagsordenen.
Det forventes, at der i juni bliver truffet en endelig beslutning omkring VM 2022.