Officielt: VM i Qatar bliver med 32 nationer

0

FIFA har her til aften meddelt, at VM-slutrunden i Qatar i 2022 bliver med 32 lande, hvorfor udvidelsen til 48 deltagere først træder i kraft i 2026.

Længe har FIFA og fodboldforbundets præsident Gianni Infantino kæmpet for, at den kommende VM-slutrunde, som skal afvikles i Qatar i 2022, bliver med 48 nationer.

Siden VM-slutrunden i Frankrig i 1998 har der deltaget 32 lande ved verdens største sportsbegivenhed, men tilbage i januar 2017 meddelte FIFA, at en udvidelse snart ville træde i kraft.

Deltagerantallet skulle ændres fra 32 til 48, og den oprindelige plan var, at VM i 2026 skulle være første slutrunde, hvor 16 ekstra nationer var at finde i det fornemmeste selskab.

Men FIFA har flere gange efterfølgende luftet tanken om, at det muligvis kunne lade sig gøre at fremskynde udvidelsen allerede til VM-slutrunden i 2022.

Det viser sig dog nu, at VM i Qatar, der løber af stablen om cirka tre og et halvt år, forbliver med 32 deltagere. Således bekræfter FIFA her til aften, at de har måttet sande, at en udvidelse ikke kan lade sig gøre før VM i 2026.

Dermed bliver den kommende VM-slutrunde i Qatar for syvende og sidste gang med 32 nationer.

USA, Mexico og Canada får derimod fornøjelsen af at skulle afvikle den første VM-slutrunde med 48 deltagere, når de tre lande i fællesskab skal arrangere turneringen i 2026.

Skriv en kommentar