FIFA's præsident Gianni Infantino ønsker at udvide VM i fodbold fra 32 til 48 lande allerede fra om fire år, hvilket først var planen ved slutrunden i 2026.
Om fire år skal VM afvikles i Qatar, og planen var, at det skulle blive den sidste VM-slutrunde med 32 deltagere.
Fra 2026 har FIFA nemlig tidligere vedtaget, at slutrunden, som skal holdes i USA, Canada og Mexico, skal rumme ikke færre end 48 lande.
Men måske træder udvidelsen af de 16 ekstra nationer allerede i kraft ved VM-slutrunden i 2022. Det er i hvert fald håbet, hvis man spørger FIFA-præsident Gianni Infantino.
"Vi er i gang med at se på det. Hvis det er muligt, så hvorfor ikke?" sagde Infantino til det asiatiske fodboldforbunds årlige kongres, inden han uddybede:
"Vi må se på, om det kan lade sig gøre. Vi taler i øjeblikket med vores venner i Qatar og med andre venner i regionen for at se, om det kan lade sig gøre," lød det fra Infantino.
Ifølge FIFA-præsidenten kræver en udvidelse ved slutrunden i Qatar, at andre lande, som ligger tæt på den rige oliestat, bliver medværter.
Og det kan i sig selv blive svært, da Qatar har haft uenigheder med flere af deres nabolande i Mellemøsten - blandt andet Saudi-Arabien og Egypten.
VM i Qatar i 2022 bliver den første VM-slutrunde nogensinde, som ikke skal afvikles i løbet af en sommer. Turneringen bliver spillet fra den 21. november til den 18. december.