Neymar blev i går rygskadet i en nærkamp med Colombias Juan Zuniga. Nu vil FIFA undersøge, om der skal rejses en disciplinærsag.
Colombias Juan Zuniga gik meget kontant til Neymar i gårsdagens kvartfinale mellem Brasilien og Colombia.
Zuniga kom flyvende ind i ryggen på Neymar, der måtte kaste sig i græsset og let efter lade sig udskifte på båre.
Episoden blev ikke straffet af dommeren, og derfor vil repræsentanter for FIFA nu mødes for at gennemgå, om der skal rejses en disciplinærsag.
"Vi vil mødes og indsamle de nødvendige informationer med det formål at få løst denne sag," siger Delia Fischer, der er talsmand fra FIFA til den brasilianske avis Estadao ifølge DR's hjemmeside.