Pierre-Emile Højbjerg har ikke spillet en landskamp siden oktober 2016, men han er stadig inde i varmen til en plads i den danske VM-trup, fortæller landstræneren.
Tirsdag blev en interessant dag for alle, der følger situationen for det danske landshold og særligt midtbanespilleren Pierre-Emile Højbjerg.
Der har længe været stor diskussion blandt danske fodboldfans om, hvorfor Højbjerg ikke har været på landsholdet siden 2016 – specielt nu, hvor danskeren spiller fast på Southamptons midtbane. Men det er der en forklaring på.
”Pierre-Emile Højbjerg fik sine egne tanker om, hvordan man gør tingene, og det var jeg ikke glad for,” sagde Åge Hareide tirsdag til Jyllands-Posten.
Helt specifikt henviser Hareide til en situation hvor Højbjerg var tydeligt utilfreds med at blive skiftet ud.
Men nu åbner sig en ny mulighed for, at Højbjerg kan spille sig tilbage i VM-varmen.
”Han er særdeles aktuel for vores trup, og på søndag tager Jon (Dahl Tomasson, landsholdets assistenttræner, red.) over for at se ham spille live. Jeg har talt med Pierre-Emile, og han har helt fint accepteret, at holdet kommer før alle andre,” fortæller landstræneren til BT.
Om det ender med en VM-plads til Højbjerg, vil vise sig, når Åge Hareide om godt en måned udtager sin VM-trup.