Hollandsk trio sorteret fra ved VM

0

Den hollandske landstræner, Bert van Marwijk, har offentliggjort, at den hollandske trup er skåret ned til 27 spillere forud for træningslejren i Østrig.

Forud for holdets træningslejr i Østrig har den hollandske landstræner, Bert van Marwijk, allerede sat tre spillere af holdet, og alle disse fra den hollandske liga.

Således er Otman Bakkal fra PSV, Twente-motoren Wout Brama og David Mendes da Silva fra AZ Alkmaar blevet sorteret fra, og de kommer dermed ikke med til Sydafrika for "Oranje".

Van Marwijk tog denne beslutning kort tid inden turen går til Østrig for det hollandske landshold, der dog ikke får selskab af de selvskrevne landsholdspillere Arjen Robben og Mark van Bommel fra Bayern München, samt Wesley Sneijder fra Inter, der alle tre skal deltage i Champions League-finalen på lørdag i Madrid.

Lidt overraskende er den 21-årige vensteback Vurnon Anita, der kommer fra Ajax, stadig i betragtning til at deltage i slutrunden, og ifølge Van Marwijk skal dette ses i lyset af spørgsmålstegnene, der er omkring de normale backs Khalid Boularouz, Giovanni van Bronckhorst og Edson Braafheid. Førstnævnte har grundet skader ikke spillet meget på det seneste, og det samme er gældende for den aldrende van Bronckhorst.

Holland møder Danmark i første kamp ved VM den 14. juni, mens Japan og Cameroun er de øvrige to aktører i denne gruppe.

Skrevet af Kasper Nielsen

Skriv en kommentar