Nigerias nye mand på landstræner-posten Lars Lagerbäck forklarer, at han har 80 procent af sin VM-spillertrup på plads allerede.
Lars Lagerbäck, der tidligere har stået i spidsen for det svenske landshold, blev i sidste måned ansat som landstræner for Nigeria.
På trods af, at Lagerbäck endnu ikke har haft så meget som et træningspas med spillerne, er han alligevel klar til at sætte navne på 80 procent af de spillere, der skal udgøre landets VM-trup til sommer i Sydafrika.
Talsmanden for det nigerianske fodboldforbund, Idah Peterside, udtaler følgende til Kick Off:
"Han har allerede besluttet, hvilke spillere, der skal med til VM. Cirka 80 procent af truppen er fastlagt. Siden han tiltrådte, har han rejst rundt til ti forskellige lande, hvor han har set en masse spillere an. Han har også modtaget video-materiale fra de tidligere kampe, så han har et godt indblik i spillermaterialet."
Lagerbäck skal, ligesom alle de andre landstrænere, udtage sin bruttotrup på 30 spillere om små 14 dage.