Den tidligere tyske VM-helt fra slutrunden i 1990, Andreas Brehme, er afgået ved døden i en alder af 63 år. Det skriver flere tyske medier tirsdag.
Tirsdag er Tyskland blevet en stor fodboldlegende fattigere.
Flere tyske medier, herunder Bild, skriver således, at ikonet Andreas Brehme natten til tirsdag er afgået ved døden i en alder af 63 år. Hans partner, Susanne Schaefer, har også bekræftet denne triste nyhed over for nyhedsbureauet dpa.
Brehme blev den helt store helt for Tyskland tilbage i 1990, da han afgjorde VM-finalen med en vigtig 1-0-scoring.
Det var nok til at sikre Vesttyskland en historisk 1-0-sejr over Argentina, som betød, af holdet vandt VM-finalen.
I sin karriere som aktiv spiller nåede Andreas Brehme at optræde 86 gange for det tyske landshold, hvor det blev til otte mål.
På klubplan nåede den tyske landsholdsspiller at tørne ud for klubber som Bayern München, Real Zaragoza, Kaiserslautern og Inter Milan.
Brehme efterlader sig en partner og to voksne børn, som han har fra et tidligere forhold.