Tyskland spiller i gruppe E til VM 2022. Læs en analyse af Tysklands trup, landstræner og diverse fakta om det tyske landshold her.
Fakta
Fulde navn: Tyskland
Hovedstad: Berlin
National-stadion: Forskellige
Antal indbyggere: 83,13 millioner
Øgenavn til landsholdet: Die Mannschaft (holdet)
Placering på verdensranglisten: 11 (oktober 2022)
Flest landskampe: Lothar Matthäus (150 kampe)
Flest mål: Miroslav Klose (71 mål)
Største sejr: Tyskland-Rusland: 16-0 (1. juli, 1912)
Største nederlag: England - Tyskland: 9-0 (13. marts, 1909)
Tysklands største resultater
Confederations Cup:
Vinder i 2017.
EM:
Vundet i 1972, 1980 og 1996.
VM:
Vundet i 1954, 1974, 1990 og 2014
VM-historik:
1934: Tredjeplads
1938: Gruppespil
1954: Vinder
1958: Fjerdeplads
1966: Andenplads
1970: Tredjeplads
1974: Vinder
1978: Kvartfinale
1982: Andenplads
1986: Andenplads
1990: Vinder
1994: Kvartfinale
1998: Kvartfinale
2002: Andenplads
2006: Tredjeplads
2010: Tredjeplads
2014: Vinder
2018: Gruppespil
Tysklands VM-erfaring
I VM-sammenhæng er Tyskland Europas mest succesfulde hold. Fire gange har Tyskland (tre af dem som Vesttyskland) stået øverst på podiet efter en VM-slutrunde.
Samtidig har tyskerne aldrig misset en kvalifikation til verdensmesterskaberne. Sidste gang, de ikke deltog, var i 1950, hvor de på grund af deres rolle i 2. verdenskrig var udelukket.
Fire år senere i 1954 kom første VM-guld i hus, hvilket var meget overraskende. Ungarn var nemlig kæmpe favoritter, og i det indledende gruppespil havde Puscas og co. banket tyskerne med 8-3. Men da de to nationer mødtes igen i finalen, lykkedes det Tyskland - trods en tidlig ungarsk 2-0-føring - at vinde med cifrene 3-2.
Andet VM-guld til tyskerne kom 20 år senere. Slutrunden i 1974 blev afviklet på hjemmebane, og på trods af at Holland spillede det bedste fodbold i løbet af turneringen, endte Tyskland med at slå Oranje i finalen med 2-1.
I både 1982 og 1986 tabte Tyskland VM-finalen til henholdsvis Italien og Argentina, men i 1990 var tyskerne stærkest, da der var revanchetid i finalen mod Maradona og co. Det blev en uskøn kamp, hvor det tyske hold vandt på en straffesparksscoring i slutfasen.
Sidste gang, Tyskland formåede at vinde VM, var i 2014, hvor de ligesom i 1990 slog Argentina i finalen. Slutrunden huskes dog mest for tyskernes ydmygelse af de brasilianske værter i semifinalen, der tabte med intet mindre end 7-1.
Tysklands vej til VM 2022
Tyskland var placeret i kvalifikationsgruppe J, hvor de skulle op imod Island, Rumænien, Nordmakedonien, Armenien og Liechtenstein.
Selvom flere af holdene har været kvalificeret til VM eller EM i nyere tid, var der ingen af dem, som nogle regnede som en trussel til førstepladsen. Dertil ville tyskerne være for stærke.
Det var de i den grad også. Og da de andre nationer slog hinanden på kryds og tværs, var det en form sag for Tyskland at vinde gruppen.
Tyskerne fik dog et alvorligt chok, da de i tredje runde tabte med 2-1 på hjemmebane til Nordmakedonien, som dermed skabte den måske største overraskelse i den europæiske VM-kvalifikation.
Men udover denne svipser var der ikke noget at rafle om. Tyskland var så overbevisende, at de faktisk blev den første nation, der bookede VM-billetten.
Det endte med ni tyske sejre ud af ti mulige og en målscore på intet mindre end 36-4.
Tysklands landstræner: Hansi Flick

Foto: Shutterstock
Navn: Hans-Dieter Flick
Født: 24. februar 1965
Nationalitet: Tyskland
Landstræner siden: 2021
Træner-karriere: Victoria Bammental, Hoffenheim, Red Bull Salzburg (assistent), Tyskland (assistent), Bayern München (assistent), Bayern München og Tyskland
Portræt:
57-årige Hansi Flick tiltrådte så sent som sidste år som tysk landstræner. Han har dog stiftet bekendtskab med Die Mannschaft tidligere, da han fra 2006-2014 var assistenttræner for den daværende landstræner Joachim Löw.
Efter tiden som assistenttræner for Tyskland var Flick først tilbage på trænerbænken i 2019 - og igen i en rolle som assistenttræner. Denne gang var det hos mægtige Bayern München.
Under et halvt år senere var assistentrollen dog byttet ud med rollen som midlertidig cheftræner for den sydtyske klub, da Niko Kovac var blevet fyret.
I sin første tid som cheftræner for Bayern München imponerede Flick stort, hvorfor han blev tilbudt jobbet som permanent cheftræner.
Det kom Bayern München-ledelsen ikke til at fortryde, for da sæsonen 2019/2020 var færdigspillet, havde Flick vundet både Bundesligaen, den tyske pokalturnering og Champions League.
De fornemme resultater gjorde det derfor oplagt, at Flick skulle overtage landstrænerjobbet efter EM 2020, hvor Löw ville stoppe - hvilket også kom til at ske.
Første opgave var at føre Tyskland til VM 2022. Det skete i sikker stil, og nu er næste mål at forsøge at vinde selve slutrunden i Qatar.
Analyse af Tysklands VM 2022-trup
Målmænd:
Rutinerede Manuel Neuer har været fast mand for det tyske landshold i rigtig mange år, og selvom han pt. er skadet, vil han ifølge Bayern Münchens cheftræner Julian Nagelsmann blive klar til VM.
Skulle det alligevel ikke ske, at Neuer bliver klar, er FC Barcelonas Marc-Andre ter Stegen er fuldgod erstatning.
Forsvaret:
Real Madrids Antonio Rüdiger og Niklas Süle fra Dortmund er gode bud på startere i det centrale forsvar for Tyskland. Der er mere tvivl om, hvem der skal varetage de to backs.
Robin Gosens har siden sit skifte til Inter ikke spillet meget, hvilket kan koste hans plads i start-11’eren. Det kan åbne en dør for unge Nico Schlotterbeck, der først fik debut på A-landsholdet tidligere på året.
Midtbanen:
Hvis Joshua Kimmich og Leon Goretzka er klar til at spille, er der gode chancer for, at Bayern München-duoen starter sammen på den centrale midtbane.
Længere fremme skal typer som Kai Havertz, det 19-årige supertalent Jamal Musiala og evigt uheldige Marco Reus stå for kreativiteten og chanceskabelsen.
Angrebet:
Hvem der starter inde i Tysklands angreb, har i efterhånden mange år været et stort spørgsmålstegn - og det er det fortsat.
Efter at Timo Werner er blevet skadet og ikke kan deltage i VM 2022, så er det uvist, hvem der skal spille 9’eren for tyskerne. Men rutinerede Thomas Müller er det mest oplagte bud til en plads i angrebet, mens Serge Gnabry, Kai Havertz og Leroy Sané også vil kunne benyttes som en slags falsk 9’er.
Hold øje med: Jamal Musiala

Foto: Shutterstock
Nye stjerner bliver skabt til VM, og årets slutrunde i Qatar kan være det helt store internationale gennembrud for Jamal Musiala.
Den 19-årige supertekniker debuterede allerede på det tyske A-landshold under en måned efter sin 18 års fødselsdag, da han fik de sidste godt og vel 10 minutter i en VM-kvalifikationskamp mod Island.
På dette tidspunkt havde han allerede disket op med flere fornemme præstationer for den tyske storklub Bayern München.
Musiala, der har spillet ungdomsfodbold i Chelsea, og som via sine engelske rødder har kunnet vælge at stille op for England, huserer på den offensive midtbane, hvor han med sit glidende løb med bolden og gode blik for spillet er en fryd for øjet.
Selvom Musiala med stor sandsynlig kommer til at spille mange slutrunder for Tyskland i fremtiden, er det altså ikke utænkeligt, at det store gennembrud i landsholdsdragten allerede kan komme til VM-slutrunden i Qatar.