
Foto: Shutterstock
Det sydamerikanske land Ecuador kan stadig blive smidt ud af den kommende VM-slutrunde, fordi der fortsat er tvivl om en spillers nationalitet.
For nogle måneder siden kom det frem, at Ecuador kan ende med at blive smidt ud af VM, fordi der er tvivl om Byron David Castillos nationalitet.
Ecuador-spilleren har taget del i otte kval-kampe frem mod VM-slutrunden, men Chiles fodboldforbund mente at vide, at Castillo i virkeligheden er fra Columbia.
FIFA besluttede dog i juni måned at frikende Ecuador, men nu kan sagen blusse op igen.
Ifølge Daily Mail kan Ecuador stadig blive udelukket fra VM, fordi avisen har set dokumenter, som viser, at Castillo er colombianer og aldrig har haft ecuadoriansk statsborgerskab.
De nye informationer kan efter sigende tvinge FIFA til at smide Ecuador ud af VM alligevel, selvom sagen endte med frikendelse i første omgang.
Efter planen skal Ecuador indlede VM-slutrunden, når holdet møder Qatar i åbningskampen den 20. november.