Nephew bag Danmarks VM-sang 2010

2

Det danske rockband, Nephew, har fået æren af at sammensætte en VM-sang til Danmark anno 2010. Forsangeren Simon Kvamm forsikrer, at sangen berører emnerne sammenhold og fællesskab.

Traditionen tro skal Danmark have en slutrunde-sang, som hele nationen kan skråle med på.

Ved denne VM-slutrunde, som afvikles i Sydafrika til sommer, har det danske rockband Nephew fået ansvaret for at lave en dansk VM-ørehænger.

Sangen har fået titlen "The Danish Way To Rock", og på trods af, at titlen er engelsk, er hele sangens tekst på dansk.

Danmarks landsholdskeeper, Thomas Sørensen, begrunder, hvorfor valget netop faldt på den danske rock-gruppe Nephew.

"Vi havde på forkant en idé om at bryde med den mere traditionelle musikgenre, når talen faldt på en VM-slagsang. Landsholdssangene har jo historisk haft sit udgangspunkt i popmusikken, men vi ville hellere involvere os i et musikprojekt, der passer til vores og den yngre generations musikvalg. Nephew står for nytænkning indenfor dansk rockmusik, og er enormt populære i Danmark. Derfor føler vi, at Landsholdet og Nephew er et perfekt match, og jeg glæder mig til at give den fuld gas på mandag, når vi synger kor til det, der forhåbentlig bliver sommerens rockhit," forklarer Sørensen til B.T.

Forsangeren i Nephew, Simon Kvamm, som er en stor fodboldfan, forklarer, hvilke tanker bandet har gjort sig omkring sangen, der skal repræsentere Danmark til sommer.

"Sangen handler om noget så klassisk i slagsangs-sammenhæng som fællesskab og sammenhold. Om at løfte i flok og lade de bredeste skuldre bære det tungeste læs – "The Danish Way To Rock". En grundlæggende dansk værdi, der måske er gledet lidt i baggrunden, men i vores øjne bestemt er værd at hylde og værne om," fortæller Kvamm ligeledes til B.T., og han uddyber:

"Vi har trukket alle de bedste Nephew-finter op af hatten og smækket dem sammen i en halvtung rocket sag, hvor landsholdets dybe mandskor ikke kan andet end at lyde godt."

Landsholdet vil sammen med Nephew være i studiet i denne uge, hvor de skal indstille sangen. "The Danish Way To Rock" udkommer som download mandag den 19. april.

VM-guide.dk bringer selvfølgelig musikvideoen i vores video-sektion, når denne er blevet frigivet.

2 kommentarer

  1. Morten E M Jensen den

    Det bliver spændende om de kan lave en ordentlig ørehænger, som de gode gamle fra 80’erne!

Skriv en kommentar