Medie: Ronaldo fandt 15-årig i sin seng før skæbnekamp

0

Portugal blev torsdag aften sendt ud af VM, på trods af en sejr over Ghana på 2-1. Aftenen inden havde Cristiano Ronaldo dog en besynderlig oplevelse.

Cristiano Ronaldo har ikke leveret det, som mange havde regnet med ved dette VM. Han blev dog noteret for en enkelt VM-scoring, da Portugal mødte Ghana torsdag aften.

Her vandt Portugal 2-1, men trods sejren, havde Ronaldo også en række store muligheder, som han brændte, på trods af, at han normalt er sikkerheden selv.

En af forklaringerne skal måske findes i, at Ronaldo aftenen før opgøret havde en speciel oplevelse på sit hotel.

Ifølge den brasilianske TV-station Globo var der nemlig en 15-årig dreng ved navn Yago Leal, som havde sneget sig ind på hans hotelværelse og ventet på at Ronaldo ville træde ind af døren.

Da Ronaldo kom hjem, blev han naturligvis skræmt, da han så drengen ligge på sin seng.

"Jeg lå i hans seng, og da han kom tilbage på værelset, var jeg der. Han var venlig mod mig og sagde, at det nok var bedst, jeg gik. Men han lovede mig, at han ikke ville ringe efter sikkerhedspersonalet," sagde drengen efterfølgende ifølge Globo.

Skriv en kommentar