Blog: VM 2010 set fra det store perspektiv

0

VM-guide.dk's blogger, Jesper Simo, kigger tilbage og evaluerer på VM-slutrunden i Sydafrika, der blev afsluttet den 11. juli 2010 med Spanien som vinder.

I skrivende stund sidder undertegnede på vej hjem fra en fremragende Superliga-kamp mellem Randers FC og Brøndby, og på nuværende tidspunkt virker VM i Sydafrika langt væk. Ikke desto mindre er det jo rent faktisk blot en uge siden, at Spanien besejrede Holland med 1-0 i den store finale, så mon ikke det nu ville være et passende tidspunkt at se tilbage på fire festlige uger i Afrika.

Lad det være sagt med det samme: VM 2010 vil ikke gå over i historien som en af de bedre slutrunder. Samtidig vil jeg dog godt pointere, at jeg langt fra mener, at det er det dårligste VM i historien (den trone sidder Italia '90 stadig tungt på).

Fodbold handler om at score mål, og på lige nøjagtig det punkt startede VM rigtig skidt. Det er efterhånden kutyme, at samtlige hold i første gruppespilsrunde spiller med håndbremsen trukket, men ved dette VM fik ingen vist rigtig startet bilen – måske lige bortset fra Tyskland, der som bekendt lagde fremragende fra land.

Senere kom de fleste hold godt efter det, og Sydafrika 2010 sluttede med en total på 145 mål, hvilket giver et snit på 2,27. Til sammenligning var målgennemsnittet i 2006 blot 0,03 bedre, så helt galt stod det altså ikke til. Den lidt negative indstilling til denne slutrunde i forhold til målene skal måske findes i det faktum, at Tyskland 2006 leverede hele 39 mål i første runde af gruppespillet mod blot 25 af slagsen ved denne slutrunde.

Heldigvis er fodbold jo en sport, der lever på andet end blot målene, og der synes jeg, at det er vigtigt at fremhæve de mange spændende gruppeafslutninger, som vi blev serveret. Ofte er det sådan, at grupperne enten er afgjort, eller at der kræves ekstraordinær matematik for at grave lidt drama frem, men i Sydafrika kom denne dramatik helt af sig selv. Hele fire af grupperne (B, C, F og  H) var spændende helt frem til det sidste.

For blot at tage de to største dramaer, så er det svært ikke at genkalde sig Englands gruppe, hvor USA scorede et forløsende mål mod Algeriet på samme tidspunkt som Sloveniens kamp blev fløjtet af. I gruppe F var et sløvt italiensk hold, anført af en ellers meget ivrig Fabio Quagliarella, meget tæt på at hente en vild 3-3'er mod Slovakiet, som overraskende nåede videre fra puljen. Når det virkelig spidser til, så kan et VM levere afslutningsdramaer på et helt ekstraordinært niveau, og det fik vi heldigvis set masser af denne sommer.

Nu nævnte jeg i forrige afsnit, at Tyskland startede helt fantastisk, og for lige at gøre dem færdig, så skal der herfra lyde stor ros til turneringens vel nok mest underholdende mandskab. Jeg nævnte slet ikke holdet i mit store VM-preview inden slutrunden startede, og det må ganske enkelt siges at være en kæmpe fejl. Joachim Löws drenge spillede lige fra start friskt til, og alene det faktum, at de i tre ud af syv kampe formåde at score fire gange, siger en hel del om deres klasse.

Husk på, at midtbanegeneralen Michael Ballack kort inden VM blev alvorligt skadet, men det lagde man på ingen måde mærke til under slutrunden; Bastian Schweinsteiger tog dirigentstokken, mens unge Mezut Özil i den grad fik slået sit navn fast med en række fantastiske præstationer. I front må man tage hatten af for Miroslav Klose, der gang på gang viser sine kvaliteter ved de store turneringer.

Eneste minus i forhold til hans indsats var de klodsede gule kort mod Serbien, som ikke alene kostede mere end halvanden kamp i skammekrogen, men – ved hvem – måske også rekorden som den mest scorende spiller i VM-historien. Tyskland lignede i lang tid et godt bud på en VM-guldvinder, men i semifinalen mod Spanien stod det hurtigt klart, at kræfterne ikke rakte til sejr over Vicente del Bosques boldkunstnere. Ikke desto mindre stort tillykke med bronzen, og jeg glæder mig allerede nu til at følge det her unge, tyske landshold i de kommende år.

Blandt andre positive overraskelser må Uruguay naturligvis også fremhæves; en solid defensiv krydret med offensive superkræfter i form af Diego Forlan og Luiz Suárez skabte det største resultat i flere årtier for historiens første verdensmestre. Vejen til semifinalen betød som bekendt et exit for hele Afrikas sidste VM-håb, Ghana, der ellers blot var et straffespark fra avancement, men på dramatisk vis missede den ellers så sikre Asamoah Gyan. Ikke desto mindre tillykke til ”Black Stars” med en flot præstation. Paraguay og Chile er også værd at fremhæve, men desværre for de to mandskaber bød knockout-kampene på svære møder mod Spanien og Brasilien i henholdsvis kvart- og 1/8-finalen.

Når vi nu har nævnt de positive bekendtskaber, så er det naturligvis også nærliggende at kigge lidt på slutrundens største skuffelser. Her springer en halshugget, fransk hane straks frem; indsatsen – hvis man da kan svinge sig op til at kalde det dét – fra ”Les Bleus” under dette VM var simpelthen så tæerkrummende ringe, at det ikke engang er værd at kommentere på. Pinligt, pinligt, pinligt!

Der venter Laurent Blanc et bjerg på størrelse med hans eget efternavn, når han overtager ”holdet” frem mod kvalifikationen til EM 2012. Nytårsaften plejer man altid at sige, at man ikke må gå tilbage til en fuser, og i fodboldterminologien gør det sig også gældende i forhold til en træner. Det er dog kun inden for fodbold, at man også af og til skal holde sig fra at gå tilbage til en succes, men det havde Italien åbenbart ikke tænkt over, da de valgte at ansætte verdensmesteren anno 2006, Marcello Lippi, endnu engang.

Problemet har dog været, at Lippi har sat sin lid til en lang række nu aldrende spillere, der også var med for fire år siden, samtidig med at han har haft en enorm forkærlighed for Juventus-spillere på trods af holdets mildest talt elendige sæson. Italien var blot ét mål fra at gå videre fra den indledende gruppe, men det ville ærligt talt have været misvisende, hvis ”Azzurri” havde listet sig med i 1/8-finalen, for spillet havde simpelthen ikke været til det.

I mit VM-preview skrev jeg, at min tro på England var større end nogensinde før, men dette viste sig at være fuldstændig ubegrundet. Tre gruppekampe, hvoraf ikke en eneste kan siges at være over middelmådig, samt et klokkeklart nederlag til Tyskland – fejl-annulleret mål eller ej – giver samlet set et meget sløjt engelsk VM.

Midt i det hele må vi selvfølgelig heller ikke glemme Danmark, men når det så er sagt, så var der ikke meget godt at huske denne slutrunde for med set rød/hvide briller. I min optik var holdet godt nok til at nå en 1/8-finale, men sådan skulle det åbenbart ikke gå. Ærlig talt var vi heldige overhovedet at være i spil til at gå videre inden det bitre nederlag til Japan, for hvordan vi formåede at slå Cameroun i en kamp, hvor vi forærede så mange åbne chancer væk, står fortsat som en gåde for mig.

Derudover var der ganske enkelt en række spillere, som simpelthen ikke var gode nok og/eller i form til en VM-slutrunde, herunder Søren Larsen og Martin Jørgensen, hvoraf sidstnævnte ikke fik det eftermæle på landsholdet, som jeg personligt ellers godt kunne have undt ham. Det danske landshold står nu foran et generationsskifte á la det, vi oplevede omkring årtusindskiftet, men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til de kommende slutrunder.

Og fra et halvskidt dansk indtryk direkte videre til verdensmestrene Spanien. Jeg tippede dem til at vinde i mit preview, og dér fik jeg så til gengæld ret. I mine øjne har de også været turneringens bedste hold. Det flotte fodboldspil, som de har leveret i langt størstedelen af deres kampe, bliver dog skæmmet en anelse af fire 1-0-sejre i træk fra 1/8-finalen og frem.

Det havde naturligvis set pænere ud, hvis der havde været blot en enkelt storsejr af samme kaliber som tyskernes sejre over England og Argentina. Omvendt handler fodbold ikke kun om at score mål, men også lukke af bagtil, og i samme sætning må vi også nævne en ganske stor ineffektivitet foran mål – bedst symboliseret ved Pedros nærmest skandaløse måde at ødsle en gigantisk chance væk i de døende minutter af semifinalekampen mod Tyskland.

To af de mest brugte ord på verdensplan i løbet af de fire VM-uger må uden tvivl være vuvuzela og Jabulani – helvedeshornet og helvedesbolden. For at starte med førstnævnte, så må jeg ærligt indrømme, at jeg efter åbningskampen var en anelse chokeret over det støjniveau, som det lange truthorn kunne frembringe. Som turneringen skred frem blev det dog mere og mere en integreret del af lydkulissen, og til slut generede det mig egentlig ikke.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke hellere ville have været det foruden, for et VM handler også om at fremvise forskellige kulturer blandt de respektive fans på lægterne, og dét forpurrede vuvuzelaen totalt. Jeg har intet imod rytmisk fankultur i fodbold, men i langt de fleste lande overlader man instrumenter til folk, der rent faktisk kan spille på dem, i stedet for blot at stå og blæse i et horn, som om det var en uoppustelig ballon til en børnefødselsdag i helvede.

Jeg glæder mig i hvert fald til Brasilien 2014, hvor jeg er sikker på, at de herlige sambarytmer kommer til at præge lydbilledet – men uden fuldstændig at overdøve alle andre fans på stadion. Jabulani-bolden og dens fejl blev også mindre og mindre synlige efterhånden som turneringen skred frem, fordi spillerne med tiden lærte dens noget aparte karakteristika at kende. Ikke desto mindre forstår jeg ikke, hvorfor Adidas ved hver eneste slutrunde nærmest forsøger at opfinde en helt ny type bold.

Der er blevet spillet organiseret fodbold i over 100 år, så det må efterhånden kunne lade sig gøre at kreere den kugle, som spillet centraliserer sig omkring. I stedet for at lave den ene mærkværdige test efter den anden, så skulle Adidas måske få fat i nogle fodboldspillere, som så kunne komme med deres personlige feedback, for der er ingen tvivl om, at Jabulani'en har været svær at håndtere under slutrunden.

Klarest kom det til udtryk ved lange tværpasninger, hvor spillerne blev nødt til at angribe bolden umiddelbart efter dens opspring, fordi den ellers ganske enkelt ville springe over dem som en forstørret hoppebold. Ved halvhøje stikninger i dybden virkede det ofte, som om bolden blot tiltog mere og mere i styrke, hvilket gjorde det næsten umuligt for spilleren at nå frem til den.

Ved de seneste tre verdensmesterskaber har der – primært før åbningskampen – været en del brok over bolden, men jeg kan ikke tidligere mindes, at det i den grad har varet ved under selve slutrunden. Derfor håber jeg, at Adidas tager kritikken til sig inden det næste VM ved ganske enkelt at lave en god, simpel fodbold, som ikke nødvendigvis skal testes i en eller anden fancy vindtunnel. De kunne eventuelt tage udgangspunkt i Champions League-bolden, som der ikke ser ud til at være den store utilfredshed med.

På denne lidt mavesure måde er det tid til at tage afsked med Sydafrika 2010. Der er en masse andre ting, som man kunne tage op, men det vil jeg lade vente til en anden god gang. Et hurtigt tak skal dog lyde til arrangørerne, som gjorde forhåndskritikerne til skamme ved at organisere et flot VM uden nævneværdig ballade. Mine tre største ønsker for Brasilien 2014 er lidt flere mål, en knap så flyvsk bold og ikke mindst en festlig kulisse, som ikke kvæler alle andre lyd-input.

Tak for oplevelserne, Sydafrika - vi ses i Brasilien 🙂

Leave A Reply