Schweiz bookede VM-billetten efter nulløsning

0

Schweiz fik hjemme 0-0 mod Nordirland, hvilket betyder, at schweizerne med samlet 1-0 er VM-klar for fjerde VM-slutrunde i træk.

Efter 1-0-sejren i Belfast i torsdags stod Schweiz med gode kort på hånden før dagens returkamp hjemme mod Nordirland.

Derimod skulle de undertippede nordirere på jagt fra kampens start, og der var da heller ikke gået mere end tre minutter, før Chris Brunt bragede et yderst nærgående langskud af sted mod det schweiziske mål.

Keeper Yann Sommer fik dog fingrene på forsøget og forhindrede dermed en chokføring til gæsterne.

Kort tid efter brændte det så på i den anden ende. Xherdan Shaqiri slog et indlæg ind i panden på Haris Seferovic, som tæt under mål i helt fri position headede forbi kassen.

Efter den begivenhedsrige indledning på kampen fik schweizerne sat sig på opgøret. Men først omkring den halve time blev det for alvor farligt igen.

Steven Zuber blev sendt alene igennem, men den schweiziske kantspiller tabte den direkte duel mod nordirernes målmand Michael McGovern.

Tættere på kom Schweiz ikke i første halvleg, og da gæsterne heller ikke formåede at spille sig frem til nogle nævneværdige chancer, gik de to mandskaber til pause med 0-0.

Schweizerne fortsatte fra anden halvlegs start med at dominere, men på en meget våd og tung bane på St. Jakob-Park i Basel kneb det med den afgørende aflevering, der kunne åbne op for nordirernes defensiv.

I stedet var det en håndfuld minutter inde i anden halvleg rigtig tæt på at gå galt i den anden ende, da et schweizisk boldtab endte med et kontraangreb til gæsterne.

Et indlæg blev slået ind i hovedet på Conor Washington, som headede mod mål. Sommer var prisgivet og kunne blot ånde lettet op, da hovedstødet akkurat røg udenom stolpen.

Som halvlegen skred frem, satsede Nordirland mere og mere, men selvom de kom frem til et hav af giftige indlæg, manglede skarpheden.

I stedet havde Seferovic seks minutter før tid alletiders mulighed for at lukke og slukke og sikre Schweiz VM-billetten. Men fra kanten af feltet, hvor Benfica-angriberen stod helt fri, hamrede han bolden langt over mål.

Det gav nordirerne en sidste livlinje, og i overtiden var de ekstremt tætte på at fremtvinge forlænget spilletid, da Sommer kom skævt ud til et indlæg. Men på selve målstregen fik Ricardo Rodriguez skovlet bolden væk.

Derfor sluttede opgøret 0-0, hvilket altså betyder, at Schweiz med samlet 1-0 er klar til VM i Rusland.

Hvad er din kommentar?