Arsenal-legenden David Seaman mener, at Englands landstræner Gareth Southgate vil være et fjols, hvis han ikke udtager formstærke Jack Wilshere til VM.
Jack Wilshere har ikke spillet en landskamp for England siden den pinlige exit-kamp ved EM i 2016 mod Island.
Efter en turbulent tid med skader og en udlejning til Bournemouth har Wilshere nu kæmpet sig tilbage i startopstillingen hos Arsenal, og den 26-årige midtbanespiller præsterer fornemt for The Gunners.
Derfor mener Arsenals klublegende David Seaman, at det vil være idioti at undlade Wilshere i Englands VM-trup - som dog først skal udtages om ca. fire måneder.
"Jeg tror, at Gareth Southgate vil være et fjols ved ikke at tage ham med. Hvis Jack er i den slags form, hvorfor kan han så ikke komme med?," siger Seaman ifølge talksport.com
I interviewet sammenligner Seaman derudover Wilshere med den tidligere engelske stjerne Paul Gascoigne, som var med til at spille England frem til VM-semifinalen ved slutrunden i Italien i 1990.
Wilshere debutede på det engelske landshold i 2010 og har siden optrådt 34 gange for The Three Lions.