Småskadet AC sendes hjem: Lasse Nielsen og Ankersen indkaldes

0

En småskadet Andreas Christensen forlader landsholdslejren og tager tilbage til London. I stedet bliver Lasse Nielsen og Peter Ankersen indkaldt.

Det var forventet, at Andreas Christensen ville blive testet på 6'er-positionen i de to venskabskampe mod Panama og Chile.

En overanstrengelse holdt dog AC fra banen i aftenens kamp mod Panama, og heller ikke på tirsdag mod Chile kommer landstræner Åge Hareide til at se den unge Chelsea-spiller i aktion.

Hareide ønsker nemlig ikke at tage chancer med den småskadede AC, hvorfor han sendes hjem fra landsholdslejren.

"Vi sender AC hjem til London, for vi vil ikke risikere noget med at bruge ham, hverken for os selv eller for Chelsea," forklarede Hareide på pressemødet efter aftenens kamp mod Panama.

"Det er ikke en alvorlig ting, men en form for overanstrengelse, som vi risikerer at gøre værre, hvis han spiller."

Hareide fortæller samtidig, at Lasse Nielsen fra Malmø og FCK's Peter Ankersen indkaldes som erstatninger.

Skriv en kommentar