Sverige skal til VM efter nullert mod Italien

0

Italien formåede ikke at udnytte et kolossalt spilovertag til mål mod Sverige i de to nationers playoff-kamp. Derfor sluttede det 0-0, og Sverige er klar til VM 2018.

Der var lagt op til en dramatisk playoff-kamp, da et yderst presset italiensk mandskab i dag skulle forsøge at vente 1-0 til samlet sejr mod Sverige.

Presset virkede til at tynge de azurblå spillere, som havde ekstremt vanskeligt ved at kombinere sig igennem den kompakte svenske defensiv. Først i løbet af de sidste fem minutter kom Italien tæt på - men så gik det også for alvor stærkt.

Først blev Ciro Immobile spillet fri af Jorginho, men Lazio-bomberen måtte se, at Robin Olsen og Andreas Granquist i fællesskab fik afværget forsøget. Kort efter forsøgte Marco Parolo sig fra kanten af feltet, men han kunne heller ikke få netmaskerne til at blafre.

Første halvleg sluttede af med en stor mulighed til Alessandro Florenzi, der smart slap forbi sin direkte oppasser og kom alene med Olsen i Sveriges mål. Men igen vandt FCK-keeperen duellen.

Derfor var stillingen - trods stort italiensk spilovertag og store muligheder sidst på halvlegen - 0-0 ved pausen.

De italienske værter var 45 minutter fra en stor fiasko, hvilket betød, at de virkelig skulle på jagt fra anden halvlegs start. Og det lykkedes også at få lagt et stort pres på svenskerne.

Efter godt syv minutters spil blev det for farligt for første gang, da Parolo for anden gang i opgøret trykkede af fra kanten af feltet. Men igen manglede den afgørende skarphed, og bolden strøg snert forbi stolpen.

Bortset fra Parolos nærgående forsøg kneb det rigtig meget for italienerne med at tilspille sig de helt store chancer. Tiden gik, og de firedobbelte verdensmestre blev efterhånden mere og mere desperate i deres søgen på 1-0-målet, som ville sikre Italien forlænget spilletid.

Først fire minutter før tid kom italienerne tæt på for anden gang i anden halvleg, da indskiftede Stephan El Shaarawy flugtede til bolden. Nok engang stod Olsen dog i vejen for en giftig afslutning.

Tættere på kom Italien ikke, hvilket betyder, at Sverige med 0-0 er klar til VM i Rusland, mens Italien for første gang siden 1958 går glip af verdens største fodboldbegivenhed.

Skriv en kommentar