Der var ingen hjælp at hente for Danmark i aftenens første opgør i gruppe E, hvor Montenegros dødboldseksperter slog Kasakhstan 3-0.
Montenegro skulle i aftenens tidlige opgør ude mod Kasakhstan forsøge at lægge pres på Danmark, der som bekendt først dyster mod Polen kl. 20:45.
Balkan-nationen og Danmark lå før aftenens kampe i gruppe E på en delt andenplads med 10 point, hvorfor kampen havde stor interesse for danske fans.
Montenegro var allerede efter fire minutter tæt på at bringe sig i front, da holdets store stjerne Stevan Jovetic efter en dødbold pludselig stod fri tæt foran mål. Hans afslutning blev imidlertid blokeret.
Blot få minutter senere var der igen fare på færde i Kasakhstans forsvar. Jovetic spillede Fatos Beciraj fri, men endnu engang blev afslutningen blokeret i sidste øjeblik.
Efter 17 minutters spil viste værterne tænder for første gang, da et hjørnespark ramte pandebrasken på Yeldos Akhmetov, som dog måtte se sit forsøg reddet af keeper Danijel Petkovic.
På trods af chancen til Kasakhstan var det ikke ufortjent, at Montenegro efter den halve time kom i front. Jovetic fandt Marko Vesovic, der smuttede fra sin oppasser og elegant lagde bolden i nettet til 1-0.
Kasakhstan lod sig dog ikke slå ud, og kun overliggeren var kort efter i vejen for angriber Roman Murtazayevs fremragende hovedstød.
Mere var der ikke at skrive hjem om i første halvleg, som altså sluttede med en fortjent 1-0-føring til montenegrinerne.
Kasakherne skulle på jagt i anden halvleg, og allerede efter seks minutters spil havde værterne haft to forholdsvist store chancer.
Først ramte et frispark hovedet på en kasakher, som var tæt på at dirigere bolden i nettet. Og minuttet efter kom værterne endnu tættere på, da Islambek Kuat var millimeter fra at kunne heade et indlæg fra det lille felt i kassen.
Men når man ikke formår at udnytte sine chancer, går det ofte galt i den anden ende. Og det var lige nøjagtig, hvad der skete to minutter efter.
Et frispark fra Jovetic lå perfekt, og så var det nemt for Beciraj at heade bolden i netmaskerne til montenegrinsk 2-0-føring.
Ti minutter senere var den gal igen i Kasakhstans forsvar, og nok engang var det efter en dødbold. Denne gang blev et frispark slået ind foran mål af Marko Petkovic, som ramte panden på stopperen Marko Simic, der med den største selvfølgelighed headede gæsterne på 3-0.
Så var kampen punkteret fuldstændig, og selvom der i slutfasen var chancer i begge ender, blev der ikke scoret yderligere.
Det sluttede altså med en 3-0-sejr til Montenegro, som dermed lægger stort pres på Danmark før aftenens kamp imod Polen.