Rusland skuffede igen, da de kun formåede at spille 1-1 mod Algeriet, som dermed fortjent går videre til ottendedelsfinalerne, hvor Tyskland nu venter.
Algeriet kunne med uafgjort (eller sejr) i sidste runde mod Rusland booke en billet ottendedelsfinalerne. Rusland skulle derimod bruge tre point, og Fabio Capellos drenge kom da også bedst i gang.
Der var således kun gået fem minutter, da Dmitri Kombarov med et præcist indlæg fandt Alexandr Kokorin, der fornemt pandede russerne på 1-0.
Resten af første halvleg forløb uden de helt store chancer, selvom Algeriet flere gange var nærgående. Men russernes defensiv afviste, når afrikanerne nærmede sig.
Derfor stod der 1-0 på måltavlen efter de første 45 minutter, hvilket ville sende Rusland videre, da der ved pausen stod 0-0 i den anden gruppekamp mellem Sydkorea-Belgien.
Rusland fik efter blot to minutters spil af anden halvleg en stor chance for at udbygge føringen, men en helt fri Aleksandr Samedov måtte se din afslutning blive reddet af Algeriets keeper, Rais M’Bolhi.
I stedet gik det galt i den anden ende, da keeper Igor Akinfeev for anden gang under VM-slutrunden var stærkt indblandet i en scoring.
Et frispark fra Yasine Brahimi røg over til bagerste stolpe. Akinfeev kom flyvende ud efter bolden, men nåede den ikke. I stedet kunne Islam Slimani heade kuglen i det tomme russiske mål til 1-1.
Nu havde Rusland travlt, men de formåede aldrig rigtigt at blive farlige. Kun sporadiske forsøg blev det til, hvilket ikke kastede scoringer af sig.
Derfor lykkedes det for Algeriet at køre 1-1 hjem, hvilket betyder, at nordafrikanerne for første gang er klar til ottendedelsfinalerne ved VM. De skal nu møde Tyskland.
Til gengæld er VM ovre for Rusland, der har skuffet fælt. Også Sydkorea, der tabte 1-0 til Belgien, må rejse hjem fra VM efter gruppespillet. Belgien vinder gruppe H og skal møde USA.