Argentina vandt VM 2022 efter målrig finale

0
Lionel Messi

Foto: Shutterstock

Argentina er verdensmestre anno 2022 efter en særdeles målrig og dramatisk finale, hvor Lionel Messi og Kylian Mbappé viste klassen. Holdene spillede 2-2 i den ordinære spilletid, derefter 3-3 i den forlængede, mens Argentina vandt straffesparkskonkurrencen og dermed VM.

Det mest omdiskuterede VM skulle finde sin afslutning, da Argentina mødte Frankrig i søndagens finale, som blev fløjtet i gang klokken 16:00 dansk tid.

Frankrig havde angriberen Olivier Giroud med fra start, selvom han var meldt tvivlsom med knæproblemer. Med sine 36 år og to måneder skrev han sig ind i historiebøgerne som den ældste spiller til at starte ved en VM-finale i 60 år.

Det var argentinerne, som kom bedst fra start, da Rodrigo de Paul lobbede bolden til Julian Alvarez, men angriberen var offside i situationen.

Herefter fortsatte Argentina med at dominere, mens franskmændene virkede utroligt passive og nervøs - tilmed med flere fejlafleveringer.

Frankrig fik tilspillet sig den første store mulighed, da Antoine Griezmann på kanten af feltet lagde bolden ind til Olivier Giroud, men hans hovedstød giver over målet, mens der også blev fløjtet for frispark.

Efter ni minutter gik et sus igennem franskmændene, da målmanden Hugo Lloris var i græsset, efter at have fået en albue i maveregionen. De kunne dog ånde lettet op, da han kort efter kunne fortsætte.

Efter 22 minutter fandt bolden dog vej til netmaskerne. Angel di Maria overlistede Ousmane Dembélé på venstrekanten, og han fik klodset, men også med en minimal berøring, nedlagt di Maria.

Finalens dommer Szymon Marciniak var dog ikke i tvivl om, at der var straffespark og dermed fløjtede han argentinernes femte straffespark ved dette VM.

Lionel Messi skulle tage og det gjorde han sikkert. Det var hans 20. målinvolvering i VM-historien, og det er flest af alle, siden den statistik blev påbegyndt ved VM i 1966.

Målet betød, at argentinerne fik yderligere gnist til at udspille et fortsat meget anonymt fransk mandskab.

Inden pausen fik de derved også scoret endnu et mål. Efter 36 minutter leverede de ét af de bedste VM-finalemål, da de kombinerede sig igennem med afleveringer på en berøring.

Efter at Messi og Julian Alvarez havde stået for opspillet, så endte bolden hos Alexis Mac Allister, der med en præcis aflevering fandt di Maria på tværs, som kunne sparke bolden over Hugo Lloris, som var gået ned i forsøget på at redde den.

Di Maria var tydeligt berørt efter scoringen med tårer i øjnene, da det samtidig var hans sidste landskamp.

Frankrigs landstræner Didier Deschamps havde set nok. Derfor foretog han en dobbeltudskiftning i det 41. minut. Olivier Giroud og Ousmane Dembele blev taget ud, mens de blev erstattet af stortalenterne Marcus Thuram og Randal Kolo Muani.

Det ændrede dog ikke på kampbilledet i første halvleg, og dermed måtte franskmændene gå til pause nede med 2-0.

I anden halvleg startede opgøret på samme måde som første halvleg, hvor argentinerne sad på spillet.

Ti minutter inde i anden halvleg var Argentinas målmand Emiliano Martínez tæt på at dumme sig, da han kom stormende ud og ramte bolden forkert. Den hoppede dog hen til landsmanden Enzo Fernandez og ikke foran det tomme mål.

Alligevel lå det i luften, at det var Argentina, der skulle udbygge føringen i stedet for at franskmændene skulle reducere. Både Messi og Alvarez kom også til gode muligheder i feltet, men uden at sende den i nettet.

I de sidste 20 minutter af den ordinære spilletid, så fik Frankrig mere af spillet, mens argentinerne virkede trætte.

Indskiftede Randal Kolo Muani slap igennem alene med Nicolas Otamendi i hælene i det 78. minut, og den rutinerede forsvarer endte med at nedlægge franskmanden.

Dermed skulle kampens andet straffespark skydes. Det var Kylian Mbappé, der skulle tage sig af det, og det gjorde han sikkert til 2-1.

Frankrig havde nu skabt fornyet håb, og bare få sekunder efter det første mål, så var Mbappé på spil igen med en klinisk og flot afslutning, hvor han kunne gøre det til 2-2.

Mbappé blev spillet fri i venstre side, efter at Kingsley Coman havde snuppet bolden fra Messi, mens indskiftede Thuram stod bag assisten til Mbappé.

Minuttet senere lå Thuram i det franske felt, men i stedet for franskmændenes andet straffespark i opgøret, så gav dommeren et gult kort for film.

Det var nu Frankrig, der pressede på for at score det afgørende mål modsat Argentina, men der faldt ikke flere mål i den ordinære spilletid. Dermed skulle holdene ud i forlænget spilletid.

Den forlængede spilletid

Ingen af holdene turde for alvor at satse i den forlængede spilletid i starten. I første halvleg af den forlængede spilletid, så var Dayot Upamecano vågen i sidste minut, da han blokerede en afslutning fra Lautaro Martinez, som var helt fri i situationen. På den efterfølgende ripost fik Raphael Varane afværget Gonzalo Montiels forsøg.

I anden halvleg af den forlængede spilletid, så startede argentinerne i et tungere pres og det udløste også en scoring. Lautaro Martinez blev spillet onside, og afsluttede, hvorefter bolden endte hos Messi, der fik bolden i nettet og dommerens ur viste "GOAL", selvom en franskmand inde i målet forsøgte at holde bolden væk fra mållinjen.

Bare to minutter senere kunne Mbappé dog udligne endnu en gang. Denne gang på endnu et straffespark.

I en alder af bare 23 år er Mbappé nu den spiller i VM-historien, der har scoret flest finalemål, da han nu har scoret fire lagt sammen med hattricket i dette opgør.

I de sidste minutter af anden halvleg af den forlængede spilletid, fik begge hold store muligheder, og en klasseredning af Martinez i Argentinas mål betød, at de stadig levede i opgøret og at de i stedet kunne slå en kontra, som Martinez var tæt på at heade ind.

Der blev ikke scoret mere i den forlængede spilletid, og derfor skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence.

Straffesparkskonkurrencen

Mbappé startede med at score, siden hen scorede Messi, mens Coman brændte. Herefter scorede Dybala til 5-4, mens Tchouameni også brændte, efter at Martinez havde opført sig usportsligt og kort forinden sparket bolden væk.

Paredes fik scoret til 6-4, mens Kolo Muani ligeledes scorede til 6-5. Montiel kunne nu afgøre finalen til argentinernes fordel.

Det gjorde han, og dermed vandt de samlet 7-5, og kan kalde sig verdensmestre anno 2022. Det var samtidig Messis første og sidste VM-trofæ, da han efter alt at dømme spillede sin sidste VM-slutrunde.

Skriv en kommentar