Tyskland er verdensmestre anno 2014. VM-finalen måtte dog helt ud i forlænget spilletid, før den fandt sin vinder. Mario Götze blev matchvinderen.
VM 2014 var kommet til sin afslutning, da Tyskland og Argentina tørnede sammen i VM-finalen.
Kampen var en gentagelse af VM-finalerne fra 1986 og 1990, hvor de to hold også bragede sammen. I det samlede regnskab havde de vundet en finale hver, før aftenens kamp.
Efter tyskernes ydmygelse af Brasilien med 7-1, havde Joachim Löw i første omgang valgt at give genvalg til samtlige spillere fra semifinalen.
Men under opvarmningen blev Sami Khedira skadet. Derfor startede urutinerede Christoph Kramer inde i stedet.
Argentina var atter uden Angel di Maria, som altså ikke havde kommet sig over sin skade.
Tyskland sad på den meste boldbesiddelse fra starten, men argentinerne havde de farligste muligheder. I det 16. minut var det netop Kramer, der kom i fokus.
I en duel med Garay blev han sendt til tælling, hvorefter han så groggy ud. Han fik dog lov til at fortsætte på banen.
Men efter kun et kvarter stod det klart, at Kramer måtte lade sig udskifte med det, der kunne være en hjernerystelse. En hård skæbne for 23-årige Kramer. Han blev afløst af tyskernes super-sub Andre Schürrle.
Få minutter senere kom Argentina frem til en kæmpe mulighed. Toni Kroos ville cleare bolden, men i stedet for at heade den ud til en af fløjene, valgte han at heade den tilbage i feltet, hvor Gonzalo Higuain var modtageren.
Argentineren tog nogle hurtige træk i sin friløber, men han brændte på det skammeligste i duel med Manuel Neuer.
Få minutter senere troede Higuain dog, at han havde fået sin revanche mod Neuer, da han sendte bolden i nettet. Men dommeren dømte omgående offside.
Higuain var længe om at opdage det, men offsiden var helt korrekt. Han var cirka en meter på den forkerte side af argentinernes forsvar.
På trods af at Tyskland sad på det meste af spillet, så havde argentinerne de største muligheder i første halvleg.
Med små fem minutter igen var Lionel Messi i duel med Mats Hummels. Her beviste Messi sin hurtighed. Bolden blev sendt ind i feltet, men Boateng fik sparket bolden ud af farezonen.
I overtiden af første halvleg kom Tyskland frem til kampens største chance på dette tidspunkt. Toni Kroos sparkede hjørnespark, og han fandt fremadstormende Höwedes, som var helt fri i feltet.
Han fik headet bolden på stolpen, hvorefter den røg ud til Thomas Müller. Men tyskernes topscorer var i offside, og derfor var chancen opbrugt.
I anden halvleg virkede Argentina endnu mere opsatte. Efter kort tid havde de sikret sig et par chancer, og Lionel Messi kom frem til en stor scoringsmulighed.
Messi tog et løb i dybden, hvorefter han afsluttede mod det lange hjørne. Messis afslutning manglede dog den sidste præcision, så den gik tæt udenom fjerneste stolpe.
Cirka ti minutter inde i anden halvleg, kom Neuer voldsomt ud overfor Higuain. Argentineren røg til jorden i nærkampen, men dommer Rizzoli valgte at dømme et uforståeligt frispark til Neuer, til stor utilfredshed fra de argentinske spillere og fans.
I det 63. minut fik Schürrle sendt en bold ind til Özil, som dog havde svære arbejdsbetingelser ved at tæmme det hårde indlæg.
Som timerne på uret skred frem, steg intensiteten i nærkampene også. Blandt andre Sergio Agüero måtte tage imod et gult kort efter en kontant tackling.
Da der manglede ti minutter af den ordinære spilletid, fik Kroos en mulighed på kanten af feltet. Den tyske midtbanespiller var dog ikke skarp i situationen, som løb ud i sandet.
Med tre minutter tilbage, begyndte samtlige publikum på stadion at juble. Tyskernes VM-legende Miroslav Klose blev nemlig udskiftet i kampen, som sandsynligvis var angriberens sidste VM-opgør.
Den 36-årige angriber kan nu se tilbage på fire VM-slutrunder med 16 mål til følge, hvilket tilmed gør ham til VM-historiens mest scorende spiller.
Der skete ikke mere i den ordinære spilletid, og dermed skulle finalen ud i forlænget spilletid. Det var desuden den tre VM-finale i træk, som måtte ud i forlænget spilletid som minimum, for at finde sin vinder.
Bare 30 sekunder inde i første halvleg af den forlængede spilletid, så havde Tyskland produceret en stor chance.
Efter en hurtig offensiv, sendte Götze en genial aflevering videre til Schürrle, som pludselig stod fri foran det argentinske mål. Tyskerens afslutning havde dog set bedre dage, så Romero kunne let klare forsøget.
i det 97. minut stod tiden sandsynligvis stile for de fleste tyskere. Mats Hummels begik en sjælden fejl, da han mistimede et indlæg. Bolden faldt ned for fødderne af indskiftede Palacio, som som dog ikke fik succes med at score på muligheden. Han forsøgte, at lobbe bolden over Neuer, men afslutningen var for upræcis.
Igennem resten af den forlængede spilletid så det ud til at begge mandskaber var tilfredse med at afgøre finalen i straffesparkskonkurrence.
Men ud af ingenting, kom tyskerne frem til en mulighed. I det 112. minut tog Andre Schürrle nogle gode træk på venstrekanten. Efter at have holdt bolden væk fra Argentinas defensiv, fik han sendt et indlæg ind til Götze, der tæmmede bolden med brystet, og i samme bevægelse fik han flugtet bolden over i det lange hjørne forbi Argentinas keeper.
Tyskerne var i ekstase, og det så ud til at holdet ville snuppe trofæet med Mario Götze som matchvinder.
Med tre minutter tilbage af opgøret, kom Lionel Messi frem til en sjælden hovedstødsmulighed, men han kunne ikke få nok præcision på, og således røg afslutningen tæt over tyskernes mål.
Der skete ikke mere i opgøret, og dermed kunne Tyskland juble over at have vundet VM-trofæet anno 2014. Derved vandt Tyskland deres fjerde verdensmesterskab i historien, mens det samtidig var den første europæiske verdensmester ved et VM, der blev afholdt i Sydamerika.
1 kommentar
Jeg syns det var en ufortjent sejr til Tyskland. Argentina har været bedet 🙂