Hollands sprudlende offensivspiller, Arjen Robben, indrømmer, at han filmede mod Mexico, da Holland vandt 2-1 i de døende minutter.
Holland leverede et sensationelt comeback søndag aften, da de vendte et truende 1-0-nederlag til Mexico.
Wesley Sneijder scorede kort før tid, inden Arjen Robben blev nedlagt i straffesparksfeltet, mens dommeren dømte straffespark. Her kunne Klaas-Jan Huntelaar bringe Hollans 2-1-sejr i land.
Efter kampen fortæller Robben nu, at han filmede i løbet af kampen. Dog ikke på den sidste situation, der førte til straffesparket, fastslår han.
"Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg filmede. Nogle gange forventer du, at der kommer et spark, men jeg burde ikke gøre det. Det var bare rigtig dumt," siger Robben efter kampen og fortæller om selve straffesparket:
"Normalt har jeg det fint med at sparke straffesparket, men denne gang, var det mig, der blev tacklet. Jeg var tryg ved, at Huntelaar kunne sparke den ind.
I kvartfinalen skal Holland enten møde Costa Rica eller Grækenland. Det afgøres inden for den næste halve time.