Australien-boss om VM: Saudi er et stærkt bud

0

Australien vil ikke byde på VM-slutrunden i 2034, da man vil have svært ved at konkurrere med Saudi-Arabien. Sådan lyder det fra nationens fodboldforbund.

Tirsdag meddelte Australien, at man ikke vil byde på at afholde VM i 2034.

Saudi-Arabien er dermed den eneste bejler, og nu sætter direktøren for det australske fodboldforbund, James Johnson, ord på beslutningen.

Australien-chefen fortæller, at det ville blive for svært at konkurrere med Saudi-Arabien.

"Det var lidt en overraskelse, at processen har været så tidligt i gang, men vi er voksne mennesker, og vi har bare prøvet at spille de kort, vi har på hånden," udtaler James Johnson til Reuters og uddyber:

"Jeg træffer alle beslutninger ud fra, hvad der er bedst for australsk fodbold, jeg kigger på styrker og svagheder, muligheder og udfordringer," siger han.

"Da jeg gennemgik processen, indså jeg, at vi kunne have givet det et skud, men i sidste ende følte jeg ikke, at udfaldet ville komme Australien til gode," udtaler Johnson og tilføjer:

"Vi må være realistiske, og Saudi er et stærkt bud. De har en masse ressourcer, ikke kun nogen der relaterer sig til VM i 2034, men de laver ravage i europæisk klubfodbold i øjeblikket. Deres regeringstop prioriterer investeringer i fodbold, og det er svært at konkurrere med," lyder det fra direktøren for det australske fodboldforbund.

Saudi-Arabien har hentet en række europæiske topspillere til den bedste række, herunder Fabinho og Jordan Henderson fra Liverpool og Sadio Mané fra Bayern München.

Skriv en kommentar