Danmark skal ganske som ventet spille en testkamp mod VM-værtsnationen, Sydafrika. Opgøret bliver det sidste inden VM og finder sted den 5. juni.
Danmarks optakt til VM-slutrunden vidner om et tætpakket program. Først skal man torsdag den 27. maj møde Senegal i Aalborg. Siden hen går turen til Sydafrika, hvor man møder Australien den 1. juni i Roodeport.
Men de danske spillere skal øjensynligt have endnu mere kamptræning. DBU har nu bekræftet, at landsholdet skal spille endnu en kamp, som altså bliver den sidste inden VM-slutrunden skydes i gang.
Danskerne skal møde værtsnationen Sydafrika, hvilket sker den 5. juni, og dette opgør finder enten sted i Pretoria eller Johannesburg.
"Det er to relevante forberedelseskampe med en træningslejr i højderne, hvor både vi og de enkelte spillere ser, hvordan de reagerer individuelt på at træne og spille i 1.500 meters høje," forklarer landstræner Morten Olsen til DBU's hjemmeside, og uddyber:
"Med kampen mod Sydafrika kommer vi virkelig til at mærke VM-feberen i landet med et entusiastisk hjemmepublikum. Og sportsligt kommer vi op mod det måske bedst forberedte mandskab under hele slutrunden, efter sydafrikanerne har ligget i træningslejre flere gange og rundt om i verden."
Testkampen mod Sydafrika bliver spillet klokken 14.15 lokal tid, hvilket også er dansk tid.