Nicklas Bendtner har igennem den senere tid haft problemer med sin lyske, idet han har konstante smerter. Landstræner Morten Olsen er dog ikke blevet informeret.
Den danske landsholdsangriber, Nicklas Bendtner, døjede i vinter med en lyskeskade, og danskeren har fortsat problemer, som han kæmper med dagligt.
I Arsenal har han fået masser af spilletid i Robin van Persies fravær, men det har altså samtidig betydet, at der ikke har været synderligt meget tid til at pleje lysken-problemerne for alvor.
"Lysken gør ondt hele tiden. Jeg kan ikke rigtig forklare det anderledes, end at det gør ondt, og at det er i det hele. Det er i alt, hvad jeg laver," forklarer Nicklas Bendtner til Jyllands-Posten, og han uddyber:
"Jeg får utrolig meget behandling mellem træningerne og inden kampene. Jeg er ikke 100 procent mig selv endnu, og når vi spiller hårde kampe, kan jeg mærke det bagefter."
Landstræner Morten Olsen er ikke blevet informeret om Bendtners problemer med lysten, selvom det er kutyme på landsholdet, at Olsen altså er underrettet. Derfor regner landstræneren ikke med, at omfanget er særlig alvorligt.
"Han har ikke fortalt det til os, og så er han ikke skadet. Jeg snakkede med ham for tre dage siden. Da sagde han ikke, at han fejlede noget, men hvis spillerne er skadede, kan vi ikke tage dem med til VM," udtaler Morten Olsen.
Morten Olsen udtager den danske bruttotrup til VM-slutrunden i Sydafrika den 10. maj.