Brasilien beviste hvorfor de er én af favoritterne til at vinde VM-guld, da de sejrede sikkert med 4-1 over Sydkorea, hvor fire forskellige brasilianere kom på måltavlen.
Brasilien og Sydkorea mødtes mandag aften i ottendedelsfinalen, hvor vinderen ville avancere til kvartfinalen, hvor de skulle møde Kroatien.
Neymar var tilbage i startopstillingen, efter at han var blevet sin ankelskade kvit.
Brasilianerne lagde fra land i et højt tempo, og der skulle ikke gå lang tid, før de bragte sig i front.
Efter syv minutters spil, så kunne Vinicius Junior åbne målfesten med scoringen til 1-0. Han modtog bolden og ventede meget køligt på det rette tidspunkt at afslutte, hvor han snød den sydkoreanske defensiv.
Sydkorea havde meget vanskeligt med at følge med i det høje tempo, og fem minutter senere fik Brasilien tilkendt et straffespark.
Det skulle Neymar tage sig af, og det gjorde han sikkert med et tilløb i slowmotion, hvorefter han udplacerede Sydkoreas keeper, som ellers prøvede at forvirre ham ved først at stå ude ved sin højre stolpe, hvorefter han vendte tilbage i midten, men lige lidt hjalp det altså.
På trods af at Sydkorea var under et hårdt pres, så fandt de alligevel vej til Brasiliens mål, hvor de i det 17. minut fik testet Alisson, som måtte ud i en fremragende redning, da In-Beom Hwang forsøgte sig.
I det 29. minut var det igen Richarlisons tur til at trylle. Før jonglede han lidt med bolden på sit hoved, hvorefter han kombinerede sig igennem Sydkoreas felt, mens Thiago Silva fandt Richarlison i dybden, hvor han scorede sikkert til 3-0.
Syv minutter senere fik Brasilien bragt sig på 4-0. Denne gang var det Lucas Paqueta, som med en flot flugter fik banket bolden i nettet.
I anden halvleg fik Brasilien mere ned i tempo for at spare på kræfterne, og det lukkede Sydkorea ind i kampen.
Heung-Min Son var først tæt på at reducere, men skuddet gik forbi stolpen. Derefter kom Brasiliens Raphinha frem til to store chancer, men han var uskarp foran Sydkoreas mål.
Med et kvarter igen fik Sydkorea dog pyntet på resultatet. Seung-Ho Paik sendte et langskud af sted, som blev rettet lidt af, så Alisson måtte se sig prisgivet i situationen.
Kort derefter blev tredjemålmanden Weverton skiftet ind til fordel for Alisson.
Der blev ikke scoret mere i opgøret, og derfor endte kampen 4-1. Brasilien skal møde Kroatien i kvartfinalen.