Dansk skydetelt gav snæver sejr

0

Danmark dominerede stort og skabte masser af chancer mod Armenien, men måtte nøjes med en sejr på 1-0. Christian Eriksen scorede kampens enlige mål. Danmark

Efter to missede slutrunder i træk skulle Danmark her til aften indlede jagten på VM 2018 i Rusland. Modstanderen var Armenien.

Gæsterne kom til Parken uden holdets største stjerne, Henrikh Mkhitaryan, der var blevet skadet i Armeniens testkamp i onsdags mod Tjekkiet.

Danmark dominerede fra første fløjt, men først efter 17 minutter blev det rigtig farligt.

Pierre-Emile Højbjerg fandt Viktor Fischer, der fra kanten af armenernes felt elegant med hælen spillede den fremadstormende Christian Eriksen fri til skud.

Og Eriksen, der aldrig havde scoret i Parken før aftenens landskamp, lagde køligt bolden over i det lange hjørne med venstrefoden. 1-0 til Danmark – og en drømmestart på VM-kvalifikationen for Åge Hareides udvalgte.

Kort efter blev Nicolai Jørgensen spillet fri efter fikse kombinationer, men den nyslåede Feyenoord-angriber kom for tæt på Armeniens målmand Arsen Beglaryan, og afslutningen blev reddet.

Efter den halve time var der igen bud efter armenernes mål. Fischer forsøgte sig fra distancen, men det knaldhårde langskud prellede af på overliggeren.

Danskerne havde forholdsvist nemt ved at spille sig igennem, når de nærmede sig Armeniens felt, men skarpheden manglede i de afgørende situationer før pausen.

Således måtte Danmark nøjes med 1-0 efter de første 45 minutter, hvor de havde været dominerende mod et armensk hold, der kun sjældent nærmede sig Frederik Rønnows mål.

Danmark kom blæsende fra anden halvlegs start, og allerede efter to minutter havde de rød-hvide en stor dobbeltchance.

Først blev Nicolai Jørgensen spillet fri, men hans forsøg blev reddet, og få sekunder senere skød Fischer i sidenettet fra en spids vinkel.

Presset på det armenske mål fortsatte ufortrødent, og fem minutter senere burde der have stået 2-0 på måltavlen.

Riza Durmisi spurtede fra alt og alle i venstre side, men hans tværpasning kom akkurat til at ligge bag Nicolai Jørgensen, som derved ikke kunne banke bolden i det halvtomme mål.

Efter en times spil splittede danskerne igen Armeniens defensiv ad. Denne gang var det Peter Ankersen, der i fri position missede den åbne chance.

Danmark skruede efterfølgende tempoet endnu mere op, og 20 minutter før tid fik de allertiders mulighed for at lukke kampen, da Fischer blev nedlagt i feltet, hvilket gav dansk straffespark.

Eriksen blev sat til at eksekvere, men Beglaryan reddede, og også returbolden, der sprang ud til indskiftede Yussuf Poulsen, fik keeperen afværget.

De store afbrændere fra danskerne betød, at Armenien stadig kun var nede med et enkelt mål, og ud af ingenting fik gæsterne en kæmpechance for at udligne.

Jannik Vestergaard sløsede i opspillet, og det gav en friløber til den netop indskiftede Marcos Pizzelli. Heldigvis for Vestergaard og co. var Pizzelli ikke skarp, og Danmark slap derved med skrækken.

Tættere på kom Armenien ikke, og da Danmark heller ikke formåede at producere flere scoringsforsøg, endte det med en dansk 1-0-sejr i Parken.

Derfor fik danskerne en pointmæssig god start på VM-kvalifikationen, selvom der var chancer til en langt større sejr.

Skriv en kommentar