DR og TV 2 køber VM-kampe sammen til VM 2018 & VM 2022

0

DR og TV 2 viser kampene for VM 2018 og VM 2022. De har købt rettighederne sammen med en række skandinaviske partnere.

Når VM-slutrunden i 2018 i Rusland og VM 2022 i Qatar skal følges hjemmefra TV-stuen, bliver det på DR og TV 2.

Det er en realitet, efter at DR og TV 2 har sikret sig rettighederne til at vise kampene på alle platforme til samtlige mesterskaber mellem 2015 og 2022.

Aftalen er kommet i stand i samarbejde med to norske og to svenske TV-stationer.

"På TV 2|SPORTEN tænker og planlægger vi langsigtet, og det er købet af VM-rettighederne i 2018 og 2022 et klart udtryk for. Vi vil være hele Danmarks hjemmebane både nu og i fremtiden, og vi vil også fremover dyrke de store sportsbegivenheder, som er endnu mere end stor sport," forklarer TV 2's sportschef, Frederik Lauesen, i en pressemeddelelse.

DR Sportens chef, Tine Bendix, er ligeledes glad for aftalen.

"Det er vigtigt for DR at kunne vise de store, fælles sportsbegivenheder, som optager og samler danskerne. Det er helt usædvanligt, at aftalerne er så tidligt på plads, og kontrakten er samtidig et resultat af en forbilledligt samarbejde mellem seks nordiske tv-stationer," siger hun.

Mindst 46 af de 64 transmitteres på DR og TV 2

Det ligger allerede fast, at DR og TV 2 som minimum vil vise 46 ud af de i alt 64 kampe, som finder sted ved en VM-slutrunde.

Fordelingen af turneringerne og kampene vil dog først finde sted senere.

DR og TV 2 har tidligere sikret sig rettighederne til at vise VM 2014, som bliver afholdt i Brasilien.

Skriv en kommentar