Ny tv-ændring: VM-finalen sendes kun på DR1

0

VM-finalen plejer at blive sendt på både DR1 og TV2, men til VM 2018 bliver turneringens sidste kamp kun sendt på førstnævnte.

Almindeligvis deler DR og TV2 tv-rettighederne til VM i fodbold.

Sådan forholder det sig også, når VM 2018 om lidt over to uger sparkes i gang. Men i år kommer der dog en ganske stor ændring.

VM-finalen plejer nemlig at blive sendt på både DR1 og TV2. Men det er ikke tilladt i år, hvor DR har købt rettighederne til den sidste og altafgørende kamp.

"Vi glæder os til at samle danskerne til VM og understøtte det store fællesskab, et VM giver. Finalen er den store kulmination på en lang turnering, og vi er naturligvis tilfredse med, at vi nu har eneretten til at sende kampen direkte på flow-tv. Den fornyede aftale om VM-kampene tror jeg, at begge parter og danskerne kan få meget godt ud af," siger Anders Kern Boje, som er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten, ifølge tv2.dk.

Hos DR er der altså stor glæde at spore. Men det er der også hos konkurrenterne fra TV2.

"Aftalen understreger vores meget stærke fokus på streamingtjenesten TV 2 PLAY. Vi har gennem lang tid haft ønske om, at netop TV 2 PLAY kan sende samtlige VM-kampe live, og jeg er yderst tilfreds med, at det nu er lykkedes," siger TV2's sportschef, Frederik Lauesen.

VM 2018 afvikles fra den 14. juni til den 15. juli.

Skriv en kommentar